Torsdagens aktier: Lundbeck og Chr. Hansen trækker indekset i rødt

Foto: Liselotte Sabroe. Lundbeck i Valby fredag den 2 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

En nedjustering til Lundbeck og et regnskab fra Chr. Hansen er blandt de nyheder, der ved middagstid torsdag trækker det danske eliteindeks ned. C25 falder 0,2 pct. til indeks 1098,00.

Der er lidt mere gang i det danske marked, end den sommerferie-stemning der har præget markedet de seneste par dage, vurderer børsmægler i ABG Sundal Collier Anne Sophie Riis.

»For en gang skyld bærer markedet ikke præg af sommerferiestemning, der sker lidt. Der er det første større regnskab fra Chr. Hansen, og det var egentlig meget som forventet,« siger Anne Sophie Riis til Ritzau Finans.

Chr. Hansen trækker ned med et fald på 4,1 pct. til 600,60 kr. efter regnskabet, hvor den organiske vækst landede på 9 pct. mod ventet 8,8 pct. af analytikerne, ifølge et estimat fra Ritzau Estimates, mens driftsresultatet før særlige poster med 84,0 mio. euro lå lidt under forventningerne på 84,6 mio. euro

»Det er et regnskab, som rammer inden for skiven, men heller ikke mere end det. Den organiske vækst er som den skal være, mens omsætningen og indtjeningen er lidt lavere end konsensusforventningerne, hvilket primært ser ud til at skyldes valuta,« siger chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

LUNDBECK BLIVER SÆNKET

ABG har sænket anbefalingen af Lundbeck-aktien til "hold" fra "køb". En af grundene er, at Lundbeck fastholdt sine forventninger, da selskabet tidligere på måneden indgik et forlig med det amerikanske justitsministerium, Department of Justice, som betyder, at selskabet betaler 52,6 mio. dollar eller cirka 336 mio. kr.

»Der har været en implicit opjustering fra Lundbeck tidligere. Da de fik en større bøde i USA, fastholdt de deres EBIT-forventninger. Fra data regner vi med, at der først kommer noget interessant i første kvartal af 2019. Der er ikke meget at komme efter på kort sigt,« siger Anne Sophie Riis og tilføjer, at ABG har haft anbefalingen »køb« i to år.

Sagen drejer sig om, at man i USA har et forbud mod, at medicinalselskaber yder finansiel støtte til patienter i de offentlige sygesikringsprogrammer, Medicare og Medicaid, men et sådan forbud gælder ikke for patientstøtteorganisationer. Myndighederne har dog gjort gældende, at betalinger fra farmaselskaber til disse organisationer, som så sender midlerne videre til patienterne, er en omgåelse af reglen.

Lundbeck-aktien falder 4 pct. til 440,50 ved middagstid.

Vestas kan komme i fokus, da selskabets ordreindgang har det med at klumpe sig sammen frem mod kvartalsafslutningerne. I løbet af den seneste uge har selskabet annonceret en stribe kontrakter.

Dertil kommer et sænket kursmål hos storbanken JPMorgan, der nu vurderer aktien til 475 kr. mod tidligere 485 kr. Anbefalingen er uændret overvægt ifølge Bloomberg News. Vestas-aktien falder 0,5 pct. til 391,80 kr.

NOVO NORDISK HÆVET AF JYSKE

I den sjovere ende af indekset ligger blandt andet Novo Nordisk. Jyske Bank har indledt dækning af aktien i Novo Nordisk med anbefalingen »køb« med et kursmål på 330 kr. Novo-aktien stiger 0,7 pct. til 296,40 kr.

Uden for C25 har analytikerne i ABG kigget nærmere på af en af de nye i klassen. ABG har indledt dækningen af Netcompany med "køb" og kursmålet lyder på 280 kr. Netcompany gik på børsen i starten af juni med en udbudskurs på 155 kr. Torsdag ved middagstid stiger aktien 1 pct. til 235,60 kr.

Malingskoncernen Flügger aflægger regnskab fjerde kvartal og dermed for hele det forskudte regnskabsår 2017/18. Flügger har på forhånd annonceret forventninger om en omsætning for hele året på cirka 1850 mio. kr. og et EBI-resultat på 40-50 mio. kr. Flügger-aktien ligger uændret i 365 kr.

/ritzau/FINANS