Torsdagens aktier: Genmab holdt dampen oppe efter positivt syn på 2018

Biotekselskabet Genmab endte helt i top i det danske eliteindeks torsdag efter at have præsenteret regnskab onsdag aften. Også ISS og William Demant, der begge kom med regnskab for fjerde kvartal torsdag morgen, endte med i toppen.

Men det var onsdagens regnskab fra Genmab, der trak den helt store opmærksomhed, efter at biotekselskabet gjorde markedets bekymringer over en mulig skuffende prognose for 2018 til skamme. Sådan lød vurderingen fra Sydbank, efter at selskabet oplyste, at det regner med, at salget af midlet mod knoglemarvskræft, Darzalex, passerer 2 mia. dollar i år.

Samlet steg det danske eliteindeks, C25, med 1,1 pct. til 1143,8, hvor Genmab hoppede 17,8 pct. til 1200 kr.

Også Novo Nordisk fik en fin dag efter nyheden om et succesfuldt første tabletstudie med Semaglutid.

»Vi regner med, at der kommer ti resultater fra studier med Semaglutid i år - og her kommer så én af dem. Det er afgørende for aktiekursen, hvordan studierne falder ud,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

»Det vil være noget af en »gamechanger«, hvis Novo kan komme med en pille i stedet for injektion til behandling af diabetes. Men der er et stykke vej endnu,« siger aktierådgiveren.

Novo Nordisk steg med 2,1 pct. til 320,55 kr.

Det danske biotekselskab Genmab oplyste onsdag, at man regner med, at partneren - det Johnson & Johnson-ejede Janssen - vil nå et Darzalex-salg på 2000-2300 mio. dollar i 2018 mod 1242 mio. dollar sidste år.

»Der har været nervøsitet i markedet for, at tallene for Darzalex ville lande lavere. Genmab har en historik for at ramme plet, når de guider, så der er en stor lettelse i markedet,« siger Martin Munk.

William Demant Holding kom med bedre resultater i andet halvår 2017 end ventet blandt analytikerne, fremgik det af regnskabet. Høreapparatkoncernens driftsresultatet (EBIT) var i andet halvår 1279 mio. kr. mod ventet 1212 mio. kr. blandt analytikerne og 1102 mio. kr. på den post i den tilsvarende periode et år tidligere.

William Demant Holding sigter efter at nå et driftsresultat (EBIT) før restruktureringsomkostninger på 2,55-2,85 til mia. kr. i 2018. I 2017 blev driftsresultatet før restruktureringer på 2504 mio. kr.

Aktien i William Demant steg med 6,9 pct. til 210,60 kr.

ISS' regnskab for 2017 bød samlet på en lavere organisk vækst og driftsmargin end året før. Den organiske vækst lød på 2,4 pct. mod 3,4 pct. i 2016, mens EBIT-marginen faldt til 5,7 pct. fra 5,8 pct. I år venter ejendomsservicekoncernen at levere en organisk vækst på mellem 1,5 og 3,5 pct.

ISS-aktien endte med et plus på 5,6 pct. til 235,40 kr.

Og så fik FLSmidth endnu en ordre på nøgleteknologier til kobberprocesanlæg i Kasakhstan. Den samlede pris på ordren lød på over 100 mio. dollar, oplyste selskabet i en meddelelse. Det fik aktien til at stige med 2,8 pct. til 417,10 kr.

I bunden af eliteindekset landede A- og B-aktierne hos A.P. Møller-Mærsk. De faldt henholdsvis 1,8 og 2,2 pct. til 9450 kr. og 9874 kr.

Udenfor C25 meddelte Østjydsk Bank torsdag eftermiddag, at banken havde indgivet konkursbegæring, og at aktionærernes kapital var tabt. Bankens kunder og ansatte overtages af Sparekassen Vendsyssel. Salgsprisen er på 50 mio. kr. Aktien havde tidligere torsdag en værdi på 0,68 kr., inden den blev sat på handelsstop af fondsbørsen.

Hos SAS indledte finanshuset Pareto Securities dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 22,42 kr. Luftfartsselskabet aktie steg 3,7 pct. til 15,26 kr.

Softwareselskabet Cbrains regnskab for 2017 viste stor fremgang på toplinjen, mens investeringer i eksport og produktudvikling var med til at trække ned på regnskabets bundlinje. Aktien lagde 1,3 pct. til kursen, der endte på 38,50 kr.

Fodboldklubben AGF kom med halvårstal, hvor klubben for fastholdt en ventet omsætning på 115 mio. kr. og et resultat på 0 kr. i 2017/18. Aktien faldt med 3,5 pct. til 0,22 kr.

Modsat gik Hvidbjerg Bank på regnskabet for 2017, der var lig med en rekordindtjening og kundefremgang. Bank-aktien steg med 3,3 pct. til 63 kr.

Og Brødrene A & O Johansens regnskab for 2017 ramte et overskud før skat på 145,5 mio. kr., hvilket var 10,1 mio. kr. højere end sidste år. Fremgangen ventes at fortsætte i 2018, hvor man sigter efter et overskud før skat på 145-155 mio. kr. Aktien faldt 5,0 pct. til 397 kr.