Torsdagens aktier: FLS og Ambu endte i hver sin ende af rødt C25

Både Ambu og FLS leverede torsdag tal, og dommen i markedet var så forskellig som nat og dag. Ambu blev sendt til tops i C25, mens FLSmidth endte i bunden.

»Usikkerhed, om Ambu kunne levere, blev gjort til skamme af selskabet, og det reagerer aktien på,« siger aktierådgiver i Sydbank Christian Thatje.

Det samlede danske indeks endte dagen med et fald på 0,6 pct. i indeks 1035,62

»At det danske marked endte i rødt, ligger primært i svage detailtal fra Tyskland og underliggende usikkerhed om løsningen på handelskonflikten mellem USA og Kina,« vurderer Christian Thatje.

Ambu i top

Ambu fastholdt i sit regnskab for første kvartal 2018/19 forventningerne til hele regnskabsåret. Omsætningen steg til 656 mio. kr. mod ventet 648 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. I første kvartal året før blev salget 553 mio. kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) steg samtidig til 112 mio. kr., mens analytikerne havde ventet 108 mio. kr. I første kvartal 2017/18 var driftsresultatet 91 mio. kr.

Ambu-aktien steg 8,6 pct. til 172,60 kr. Det var den største stigning i C25.

FLS floppede

FLSmidth faldt med 6,4 pct. til 304,90 kr.Det var det største flad i C25.

Mens de fleste resultater for fjerde kvartal i fjor endte lavere end ventet, så stikker prognosen for det nye år mere positivt ud for ingeniørkoncernen. Sådan lyder vurderingen hos Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank.

Selskab Kurs Ændr. %

»I overskrifter så er det et kvartal, der skuffer, mens prognosen for 2019 følger forventningerne,« opsummerer Mikkel Emil Jensen.

En af de få positive overraskelser i fjerde kvartal var omsætningen, der kom ind på 5450 mio. kr. mod ventet 5397 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Ørsted endte i plus

Ørsted leverede et fjerde kvartal med et langt større salg end ventet, mens også driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) oversteg forventningerne.

Omsætningen blev 23.527 mio. kr. i fjerde kvartal mod ventet 18.107 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. Posten er dog trukket markant op af frasalg af forskellige aktiviteter.

Selskab Kurs Ændr. %

EBITDA steg til 19.206 mio. kr. fra 13.032 mio. kr., mens analytikerne havde ventet 18.356 mio. kr. Det var Offshore Wind-divisionen, der trak op, mens de mindre divisioner alle lå en spids under det ventede.

For 2019 venter Ørsted et driftsresultat (EBITDA) for de fortsættende aktiviteter og eksklusive frasalg på 15,5-16,5 mia. kr., hvilket er mere end estimeret af analytikerne.

Aktien endte torsdag 1,7 pct. højere i 469 kr. Aktien var kortvarigt torsdag morgen nede i 432 kr.

Vestas ned trods analytikernyt

Vindmølleproducenten Vestas har fået løftet sit kursmål hos ABG Sundal Collier til 600 kr. fra 530 kr., mens anbefalingen er fastholdt på »køb«. Aktien faldt med 0,6 pct. til 538 kr.

Efter i to år at have været den største leverandør af møller til det amerikanske markedet måtte Vestas i 2018 se sig overhalet af den lokale rival General Electric.

Selskab Kurs Ændr. %

Samlet blev der sidste år opsat ny vindenergikapacitet i USA på 7,6 gigawatt, og af dem tegnede GE sig for 3,01 gigawatt, svarende til en markedsandel på hele 40 pct. Det er en stigning fra en markedsandel på 29,4 pct. i 2017.

Vestas installerede til sammenligning 2,88 gigawatt i USA og øgede dermed sin markedsandel på det store marked til 38 pct. fra 35,4 i 2017.

/ritzau/FINANS