Torsdagens aktier: FLS løftes oven på ordre i grønt marked efter rentemøde

En marokkansk cementordre er torsdag med til at løfte FLS-aktien, på en dag hvor der blæser blid medvind ind over Europa og det danske aktiemarked, efter Federal Reserve onsdag aften som ventet fastholdt sine toneangivende rentesatser.

Det danske eliteindeks, C25, som stiger 0,2 pct. til 1144,46, er dog påvirket af, at Novo Nordisk sendes ned, hvilket kan være en af forklaringerne på, at der ikke er helt så grønt i Danmark som i resten af Europa.

»Når du kigger på det danske marked, skal du huske, at det er tungt ramt af Novo, da den fylder rigtig meget. Det er måske en af forklaringerne,« siger aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard til Ritzau Finans.

»Den underliggende tone i aktiemarkedet er stadig meget positivt forstået på den måde, at det, der har været god kutyme de sidste par år, er, at når renterne skal ned, så stiger aktierne, fordi manglen på alternativer er stor,« fortsætter han

Novo Nordisk ligger næstsidst i indekset, efter Deutsche Bank har nedgraderet anbefalingen til »hold« fra »køb«, fremgår det af data Bloomberg News. Den indekstunge aktie falder 1,3 pct. til 342,10 kr.

Ordrer til Vestas og FLSmidt

I den anden ende af indekset finder man FLSmidth og Vestas, som stiger henholdsvis 2,6 pct. til 287,40 kr. og 2,0 pct. til 584,60 kr.

FLSmidth har fået en ordre på 335 mio. kr. til en cementfabrik i Marokko. Ifølge aktieanalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen er ordren i sig selv ikke den store begivenhed, men det vidner om en stærk markedsposition.

»Når de kan få de her ordrer i bøgerne, så vidner det om en meget stærk konkurrenceposition i cementmarkedet. Men man må forvente, at der er tale om ordrer med lave marginer,« siger Mikkel Emil Jensen.

Hos Vestas er det Eolus North America, som har underskrevet en aftale med Vestas om levering af op til 13 vindmøller med en samlet kapacitet på op til 47 megawatt.

Flere kursmålsændringer

Det er ikke kun Novo Nordisk, der har fået kigget sin aktie igennem af børshusene. Ambu har fået sænket sit kursmål til 114 kr. fra 174 kr. - svarende til en reduktion på 34 pct. - af amerikanske JPMorgan, viser data fra Bloomberg News.

Det forhindrer dog ikke aktien i at toppe C25-indekset med en stigning på 3,9 pct. til 93,08 kr. Flere finanshuse har inden for den seneste tid sænket deres kursmål for Ambu-aktien.

Ørsted, der ligger 0,1 pct. lavere i 560,80 kr., har omvendt fået løftet kursmålet til 600 kr. fra 510 kr. af Royal Bank of Canada. Men anbefalingen er samtidig sænket til »sector perform« fra »outperform«, skriver Reuters.

Uden for det danske eliteindeks kan Chemometec berette, at der har været en bedre end ventet efterspørgsel efter selskabets celletællingsprodukter, hvilket har fået selskabet til at opjustere for femte gang i år. Aktien stiger 6,7 pct. til 165,40 kr.

Selskabet venter nu en omsætning på omkring 175 mio. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på omkring 64 mio. kr. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 162-170 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 56-61 mio. kr.

/ritzau/FINANS