Torsdagens aktier: Drilling var med til at sikre endnu en C25-rekord

Foto af Maersk Drilling (PR-foto) Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Maersk Drilling vendte onsdagens fald til fremgang torsdag, hvor borerigaktien også fik selskab af Mærsk-aktierne i toppen af det danske eliteindeks.

Der var torsdag ikke de helt store bevægelser på indeksniveau i Europa, hvor stemningen generelt var til den negative side det meste af dagen.

Herhjemme endte C25-indekset dog med en lille stigning på 0,1 pct. til 1226,73 torsdag, hvor de amerikanske handlere holdt fri i anledning af Thanksgiving.

Dermed sluttede det danske eliteindeks i rekord for fjerde dag i træk, og siden årets start er indekset steget mere end 20 pct.

Ifølge Tue Østergaard, der er aktiechef hos ABG Sundal Collier, er det særligt det lave renteniveau, der har været med til at skubbe aktierne frem i løbet af året.

»I bund og grund tror jeg, at den her markedsreaktion handler om, at alle nu har indset, at i hvert fald i Europa og USA er renterne lavere i længere tid.«

»Det vil sige, at alternativerne til aktier ikke findes, og det er i min optik det, der driver markedet. Det har det været hele året, og så har der været nogle krusninger frem og tilbage indimellem,« siger han og tilføjer også, at likviditeten i aktiemarkedet generelt har været lavere end gennemsnittet i år.

MAERSK DRILLING OG AMBU I TOP

Maersk Drilling, der går under navnet Drilling Company of 1972 på den københavnske fondsbørs, sluttede med en stigning på 2,2 pct. til 414,20 kr. torsdag, efter at borerigselskabet onsdag måtte se aktien falde 1,1 pct.

Onsdag offentliggjorde selskabet en handelsopdatering for tredje kvartal, der ifølge nogle analytikere var en anelse bedre end ventet. Alligevel blev aktien sendt ned på børsen.

Mærsk-aktierne solede sig også i toppen af indekset med en stigning på 1,9 pct. til 9552 kr. for B-aktien, på trods af at der ikke umiddelbart var større nyheder om transport- og logistikselskabet.

Ambu hentede også lidt af det tabte tilbage torsdag, hvor aktien steg 0,4 pct. til 117 kr. efter et fald på 1,2 pct. onsdag.

Torsdag indledte Handelsbanken dækning af aktien i medicoselskabet med anbefalingen »køb« og et kursmål på 150 kr., fremgår det af en analyse.

Finanshuset vurderer, at Ambus nye engangsendoskoper kan sikre selskabet en solid markedsposition, og finanshuset ser til trods for den dyre prisfastsættelse - med en estimeret pris per indtjeningskrone (P/E) på 73,7 for regnskabsåret 2020/21 - ikke andre selskaber, der tilbyder samme vækst.

ROCKWOOL OG FLSMIDTH I BUNDEN

Rockwool, der var onsdagens helt store vinder med en stigning på 5,9 pct., endte torsdag som en af bundskraberne i eliteindekset med et fald på 2,2 pct. til 1540 kr.

Onsdag nød cykliske aktier som netop Rockwool og FLSmidth godt af positive meldinger fra både USA og Kina, som meldte om fremskridt i handelsforhandlingerne.

De to aktier tog dog begge et dyk torsdag, hvor meldingerne om handelskrigen var mere til den negative side, efter at USA's præsident, Donald Trump, underskrev en resolution, der støtter demonstranterne i Hongkong.

Det har fået kineserne til igen at advare USA mod at blande sig i deres anliggender i Hongkong.

FLSmidth-aktien faldt 2,6 pct. til 253,40 kr.

Chr. Hansen-aktien var desuden under teknisk pres torsdag, hvor der fragik et udbytte på 7,07 kr. per aktie. Selskabets aktie sluttede 1,1 pct. - eller 5,60 kr. - lavere i 512,20 kr.

REGNSKAB FRA NTG

Transportkoncernen Nordic Transport Group, NTG, var i fokus uden for C25-indekset, efter at selskabet efter børslukning onsdag offentliggjorde regnskab for tredje kvartal.

Det viste en organisk vækst på 6 pct. i tredje kvartal, hvilket er lidt under niveauet for årets første ni måneder samlet set.

Det justerede driftsresultat (EBIT) blev for tredje kvartal på 51 mio. kr. mod 48 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

For hele 2019 venter NTG fortsat en omsætning i niveauet 5000-5500 mio. kr. samt et driftsresultat før særlige poster i niveauet 200-215 mio. kr.

Transportkoncernens aktie sluttede uændret i 89 kr.

/ritzau/FINANS