Torsdagens aktier: Chr. Hansen og Lundbeck trak C25 i rødt

Foto: Torkil Adsersen

En nedjustering til Lundbeck og et regnskab fra Chr. Hansen var blandt de nyheder, der var med til at trække det danske eliteindeks ned torsdag. C25 sluttede med et fald på 1,3 pct. i 1087,24. Kun fire af indeksets aktier blev handlet med gevinst.

Der var lidt mere gang i det danske marked, end den sommerferie-stemning der har præget markedet de seneste par dage, vurderer børsmægler i ABG Sundal Collier Anne Sophie Riis.

- For en gang skyld bærer markedet ikke præg af sommerferiestemning, der sker lidt. Der er det første større regnskab fra Chr. Hansen, og det var egentlig meget som forventet, siger Anne Sophie Riis til Ritzau Finans.

Chr. Hansen trak dog indekset ned med et fald på 7,4 pct. til 580 kr. efter regnskabet, hvor den organiske vækst landede på 9 pct. mod ventet 8,8 pct. af analytikerne, ifølge et estimat fra Ritzau Estimates, mens driftsresultatet før særlige poster med 84,0 mio. euro lå lidt under forventningerne på 84,6 mio. euro

- Det er et regnskab, som rammer inden for skiven, men heller ikke mere end det. Den organiske vækst er som den skal være, mens omsætningen og indtjeningen er lidt lavere end konsensusforventningerne, hvilket primært ser ud til at skyldes valuta, siger chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

LUNDBECK BLIVER SÆNKET

ABG har sænket anbefalingen af Lundbeck-aktien til "hold" fra "køb". En af grundene er, at Lundbeck fastholdt sine forventninger, da selskabet tidligere på måneden indgik et forlig med det amerikanske justitsministerium, Department of Justice, som betyder, at selskabet betaler 52,6 mio. dollar eller cirka 336 mio. kr.

- Der har været en implicit opjustering fra Lundbeck tidligere. Da de fik en større bøde i USA, fastholdt de deres EBIT-forventninger. Fra data regner vi med, at der først kommer noget interessant i første kvartal af 2019. Der er ikke meget at komme efter på kort sigt, siger Anne Sophie Riis og tilføjer, at ABG har haft anbefalingen "køb" i to år.

Sagen drejer sig om, at man i USA har et forbud mod, at medicinalselskaber yder finansiel støtte til patienter i de offentlige sygesikringsprogrammer, Medicare og Medicaid, men et sådan forbud gælder ikke for patientstøtteorganisationer. Myndighederne har dog gjort gældende, at betalinger fra farmaselskaber til disse organisationer, som så sender midlerne videre til patienterne, er en omgåelse af reglen.

Lundbeck-aktien faldt 4,8 pct. til 436,90 kr. ved lukketid.

Vestas, der i løbet af den seneste uge har annonceret en stribe kontrakter, fik sænket kursmålet for aktien hos storbanken JPMorgan, der nu vurderer aktien til 475 kr. mod tidligere 485 kr. Anbefalingen er uændret overvægt ifølge Bloomberg News. Vestas-aktien faldt 1,2 pct. til 388,80 kr.

NOVO NORDISK DÆKKES IGEN AF JYSKE

Jyske Bank har indledt dækning af aktien i Novo Nordisk med anbefalingen "køb" med et kursmål på 330 kr. Novo-aktien så ellers længe ud til, at skulle slutte i den sjove ende af indekset, da den ved middagstid steg. Men aktien lukkede 0,9 pct. lavere i 291,50 kr.

Uden for C25 har analytikerne i ABG kigget nærmere på af en af de nye i klassen og indledt dækningen af Netcompany med "køb" og kursmålet lyder på 280 kr. Netcompany gik på børsen i starten af juni med en udbudskurs på 155 kr. Torsdag faldt Netcompany 0,7 pct. til 231,55 kr.

Malingskoncernen Flügger løftede indtjeningen i 2017/18 på trods af dårligt vejr sidste sommer, en kold start på 2018 og stigende råvarepriser der ramte omsætningen. Det viste selskabets årsregnskab for 2017/18.

Nettoomsætningen faldt til 1817,5 mio. kr. fra 1849 mio. kr. året forinden, og både salget i Danmark, Sverige og Norge var med til at trække ned i det netop afsluttede regnskabsår. Omvendt voksede omsætningen med 10 pct. i kategorien "andre markeder", som udgøres af eksempelvis Polen og Kina.

Flügger venter i det forskudte regnskabsår 2018/19 en vækst i omsætningen på mellem 0 og 2 pct. og en EBIT-margin i niveauet 3-4 pct. Flügger foreslår desuden at udlodde et udbytte på 15 kr. per aktie. Aktien steg 4,5 pct. til 372 kr.

/ritzau/FINANS