Torsdagens aktier: APM presser C20-indekset ned

Der var torsdag en negativ stemning på fondsbørsen i København. C20-indekset lukkede 0,9 pct. lavere i kurs 460,53. APM var primusmotor bag tilbagegangen, mens Vestas og FLS gjorde sit for at trække indekset op med annonceringen af nye ordrer. Attentatet på Pakistans oppositionsleder Benazir Bhutto var med til at øge usikkerheden på de finansielle markeder.

Vindmølleproducenten Vestas, som steg 4,4 pct. til kurs 542, fik torsdag to spanske ordrer. Den ene var på 36 møller med en samlet kapacitet på 70 MW, mens den anden var på 32 stk. V90-2,0 MW-vindmøller til to projekter i Spanien. Vindmøllekoncernen har offentliggjort ordrer for en samlet værdi på omkring 6 mia. kr. siden den 21. december, hvilket har sendt aktien op med næsten 4 pct. den seneste uge.

FLSmidth, som lukkede 2,8 pct. højere i kurs 519, landede fredag en ordre på 1 mia. kr. fra franske Lafarge. Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til slutningen af 2010, da den ny produktionslinie sættes i drift.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie faldt hele 4,0 pct. til kurs 53.300, hvilket skete uden nævneværdige nyheder.

Kreditkrisen, der siden sommer har hærget de finansielle markeder, ser ud til at ændre den globale magtbalance i finansverdenen for altid. Den internationale investeringsbank Merrill Lynch fik juledag en kapitalindsprøjtning fra Singapore, og Merrill Lynch blev dermed den seneste bank i rækken, der måtte gå tiggergang efter kreditkrisen. Nordea lukkede uændret i 84,3, mens Danske Bank faldt 0,3 pct. til kurs 201.

- Lige nu er de her kapitalindsprøjtninger positive for kapitalmarkederne, da det kan afbøde noget af den likviditetsmangel, der har præget billedet. På længere sigt er der selvfølgelig nogle mere politiske overvejelser, da det ikke er sikkert, at amerikanerne er interesserede i, at deres største banker er ejet af udenlandske interesser, sagde økonom Peter Possing Andersen fra Danske Bank til RB-Børsen.

Carlsberg lukkede 0,2 pct. højere i kurs 620. Direktøren for det britiske bryggeri Scottish & Newcastle, John Dunsmore, sagde i et internt julebrev til de ansatte i bryggeriet, at han muligvis vil åbne for forhandlinger med Carlsberg og Heineken, der ønsker at overtage virksomheden.

Søndagsavisen steg 4,9 pct. til kurs 29,8. Fredag efter lukketid blev det meddelt, at Forbruger-Kontakt, der er datterselskab af Søndagsavisen, har vundet retssagen over Post Danmark i Østre Landsret. Post Danmark får derfor påbud om at ændre de priser og rabatter, som har en loyalitetsskabende og ekskluderende effekt. Desuden skal Post Danmark droppe priser og rabatter, der stiller kunder i samme situation forskelligt.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )