Torm: Lidt bedre end ventet i første halvår (Oversigt)

 

Rederiet Torm bragte en mindre opjustering og et lidt bedre resultat end ventet med halvårsrapporten. Købet af det amerikanske tankskibsrederi OMI tog dog en del af opmærksomheden, da Torm for første gang oplyste om størrelsen af synergieffekterne.

 

- Andet kvartal har slået vores egne forventninger, og det er en af årsagerne til, at vi opjusterer, siger koncernchef hos Torm, Klaus Kjærulff til RB-Børsen.

 

Torm fik et overskud før skat på 739 mio. dollar (4 mia. kr.), hvilket var 15 mio. dollar bedre end RB-Børsens konsensusestimat og 599 mio. dollar mere end i samme periode sidste år. I 2007-overskuddet indgår dog en engangsindtægt på 640 mio. dollar fra salget af aktieposten i rederiet Norden. Ses i stedet på driften, så er overskuddet faldet med 14 mio. dollar til 104 mio. dollar primært som følge af lavere fragtrater.

 

FEDE TIDER I TØRLAST

 

Torm henter størstedelen af sin omsætning på produkttankskibe, men rederiet har også opbygget en flåde af tørlastskibe. Desværre for Torm er rederiet gået glip af et særdeles godt marked for fragt af tørlast, da Torm havde afdækket størstedelen af sin flåde. Det vil dog ændre sig i 2008.

 

- Tørlastmarkedet har vi ikke haft så meget glæde af på den korte bane, da vi har dækket en del af. Markedet for tørlast eksploderer fuldstændig vildt for tiden, og det bliver spændende at se, hvordan vi kan udnytte det i 2008, siger Klaus Kjærulff.

 

- Produkttankmarkedet har vist rigtig gode takter i andet kvartal, men tredje kvartal har vist en lidt svagere start end ventet. Fjerde kvartal er typisk et vintermarked, så vi må vente og se hvordan det går, siger han.

 

Netop eksponeringen i produkttankskibe frem for tørlastskibe betyder, at rederiet Norden fortrænger Torm fra pladsen i C20-indekset, hvis indekset skulle revideres i dag. Norden har nemlig nydt godt af de gunstige tørlastmarkeder, og det afspejler sig i aktiens popularitet.

 

GOD DRIFT BAG OPJUSTERING

 

Hos Torm benytter ledelsen halvårsmeddelelsen til at hæve forventningerne til helåret med 20 mio. dollar til et overskud på 800-820 mio. dollar, når der ses bort fra OMI-købet. Klaus Kjærulff forklarer, at en forbedret drift ligger bag opjusteringen, og fremhæver i øvrigt, at Torms balance er forbedret betydeligt, fordi rederiet har besluttet at beholde sine skibe og bogført den ekstra friværdi.

 

Der blev umiddelbart taget positivt mod regnskabet, da aktien steg små 2 pct., men markedet var generelt stigende.

 

- Der er ingen tvivl om, at det er kvalitet, Torm leverer, men opjusteringen er nok ikke så stor som ventet, siger senior sales manager i Nordea Niels Lundsby til RB-Børsen.

 

FORSIGTIGE OMI-SYNERGIER

 

Med regnskabet fulgte de første oplysninger om de økonomiske konsekvenser af tilkøbte OMI. Torm venter omkostninger som følge af købet på 15 mio. kr. i år, mens der fra næste år og frem ventes årlige synergigevinster på 10-15 mio. dollar. Synergierne kan dog nemt blive større ifølge direktøren.

 

- De her synergier er forsigtige. Det er faktiske og realistiske synergier, og lad os nu se, om vi ikke kan finde flere synergier, siger Klaus Kjærulff.

 

Torm købte i april det amerikanske tankskibsrederi OMI sammen med canadiske Teekay Shipping, og de ejer hver 50 pct. Torm har netto betalt 809 mio. dollar (4,4 mio. kr.) for aktieposten. Alligevel var der penge til overs til aktionærerne efter salget af Torms aktiepost i Norden. Det betyder et ekstraordinært udbytte på 2 mia. kr., som bestyrelsen helt som ventet vedtog fredag.

 

# Halvårsregnskab - Torm:

 

Mio. dollar halvår 07 RBB-Estimat halvår 06

 

---------------------------------------------------------------

 

Omsætning: 360 332 299

 

Driftsres. (EBIT): 104 90 124

 

Res. før skat: 739 724 140

 

Nettoresultat: 740 714 139

 

Egenkapital: 1375 - 870

 

Balance: 3196 - 1753

 

#

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )