Torm er klar til pirater - direktør

 

Pirater har længe været et problem i international søfart. Derfor er der intet nyt under solen for Danmarks andenstørste rederi, Torm, der i mange år har taget forholdsregler mod pirater. Dog er problemerne i Somalia, hvor det danske skib Danica White blev kapret ude af kontrol, pointerer Torms direktør Klaus Kjærulff.

 

- Samlet set er problemerne med pirater nogenlunde det samme. Men situationen ved Somalia er exceptionel, og det er noget vi i rederibranchen tager alvorligt. Kidnapningerne i Somalia er et problem specielt for de mindre skibe, mens det for de helt store skibe - som vores - ikke er det helt store problem, siger Klaus Kjærulff til RB-Børsen.

 

Han peger på, at pirater gennem mange år har været et problem for rederierne.

 

- Vi har levet med det her problem i mange år, og vi uddanner løbende vores besætning i, hvordan de skal forholde sig til det. Vi tager hele tiden vores forholdsregler, og vi har heldigvis endnu ikke oplevet nogen kapringer. Vi har haft piratoverfald fra tid til anden, men det har ikke været noget alvorligt, fortæller Klaus Kjærulff.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )