Topsil-frasalg bliver undersøgt af myndigheder

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

Der har blandt flere aktionærer været utilfredshed med det frasalg, som Frederikssund-virksomheden Topsil gennemførte i sidste uge, hvor det midt i en budkrig valgte at gennemføre et salg af sin siliciumforretning til Globalwafers fra Taiwan for et trecifret millionbeløb.

Flere aktionærer har efterfølgende klaget over beslutningen og krævet en ekstraordinær generalforsamling, og nu er der sket endnu en drejning i sagen, da Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra kinesiske National Silicon Industry Group (NSIG), som var taberen i kampen om Topsil, da selskabets bud på virksomheden blev forbigået.

»Erhvervsstyrelsen undersøger nu gyldigheden af de beslutninger, som blev truffet på den ekstraordinære generalforsamling fredag den 17. juni 2016 for at sikre, at Topsil-aktionærernes rettigheder ikke er blevet tilsidesat af bestyrelsen og næstformanden, som er den største enkeltaktionær,« skriver NSIG.

Samtidig har Erhvervsstyrelsen - ifølge NSIG - blokeret for automatiske registreringer af nye selskaber oprettet af Topsil og tilknyttede selskaber.

Topsils siliciumforretning, der udgør langt hovedparten af virksomheden minus en polsk ejendomsforretning, blev solgt for 355 mio. kr. til Globalwafers.

NSIG's bud lød på 395 mio. kr., hvilket var inklusive ejendommene i Polen, som Topsil selv har bogført til omkring 60 mio. kr., hvilket aktiemarkedet dog har værdisat væsentligt lavere ud fra aktiekursen i sidste uge.

Omkring 30 pct. af aktionærerne var mødt op til generalforsamlingen i fredags, og 73,9 pct. takkede ja til handlen.

Det gjaldt blandt andet Small Cap Danmark, som ejer knap 5 pct. af aktierne, men selskabet havde afgivet brevstemmer på forhånd, som det efterfølgende ønskede at kalde tilbage, da man fandt ud, at der var et konkurrerende bud på banen.

Det fik selskabet dog ikke lov til, og handlen blev stemt igennem. Efterfølgende har Small Cap Danmark sammen med et par andre aktionærer - der samlet repræsenterer knap 10 pct. af stemmerne - krævet en ny generalforsamling.

Bestyrelsen har lovet at indkalde til en generalforsamling, men understregede mandag i en meddelelse, at auktionsprocessen er lukket. Sådan ser NSIG ikke på det, nu hvor Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen.

»Det er NSIG's opfattelse, at Topsil og Globalwafers derfor ikke kan gennemføre handlen i god tro. Topsil og Globalwafers er således nødt til at afvente Erhvervsstyrelsens undersøgelser af, om Topsil-aktionærernes rettigheder er blevet tilsidesat i processen,« skriver selskabet.

Topsil har meldt ud, at man regner med, at handlen går igennem i juli.

/ritzau/FINANS