Tobaksgigant står til børstæsk efter skuffende forventninger

Foto: FABRICE COFFRINI.
Læs mere
Fold sammen

Tobakskoncernen Philip Morris ser ud til at få en hård start på handlen, når det amerikanske aktiemarked åbner torsdag.

Selskabet har offentliggjort kvartalsregnskab, og investorerne straffer aktien, efter at selskabet har meldt skuffende forventninger til hele året.

Forventningen til den ordinære indtjening per aktie i selskabet ligger under markedskonsensus, da Philip Morris venter en ordinær indtjening på 5,02-5,12 dollar per aktie, mens analytikerne ifølge Bloomberg News venter en indtjening på 5,14 dollar per aktie.

Selskabet overraskede ellers selv den mest optimistiske analytiker på netop den post i andet kvartal, da den landede på 1,41 dollar. Der havde analytikerne ventet et resultat i spændet mellem 1,20-1,25 dollar per aktie.

Omsætningen eksklusive punktafgifter i kvartalet landede også et stykke over markedsforventningen, da selskabet realiserede et salg på 7,73 mia. dollar mod ventede 7,53 mia. dollar.

De skuffende forventninger ser dog ud til at veje tungest hos investorerne, da aktien sendes 5,1 pct. ned i det amerikanske formarked.

/ritzau/FINANS