To Wall Street-chefers aktier stiger med milliardbeløb

Topcheferne i JPMorgan Chase og Goldman Sachs, henholdsvis Jamie Dimon og Lloyd Blankfein, har i 2016 kunne se en stigning på sammenlagt 314 mio. dollar (2 mia. kr.) i deres aktieporteføljer.

Topcheferne i JPMorgan Chase og Goldman Sachs, henholdsvis Jamie Dimon og Lloyd Blankfein, har i 2016 kunne se en stigning på sammenlagt 314 mio. dollar (2 mia. kr.) i deres aktieporteføljer.Foto: Stephen Chernin (TH) og Eric Piermont 
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Financial Times.

Det står i stor kontrast til de 18 bedst betalte chefer i internationale banker, som sidste år tjente gennemsnitligt 4 mio. dollar (25,5 mio. kr.) på deres aktie- og optionsordninger.

Efter Donald Trumps valgsejr i november steg amerikanske bankaktier kraftigt, hvilket er hovedårsagen til de høje indtjeninger. Goldman Sachs steg med 24 pct. i de sidste syv uger af 2016, mens JPMorgan Chase steg med omkring 20 pct. i samme periode.

Jamie Dimon er verdens bedst betalte bankdirektør med en lønpakke på 28,2 mio. dollar (180 mio. kr.) for andet år i træk, mens Lloyd Blankfein tager tredjepladen med 22,3 mio. dollar (142 mio. kr.) bagved Morgan Stanley's topchef, James Gorman, med en lidt større lønpakke på 22,5 mio. dollar (143,5 mio. kr.).

De amerikanske topchefer tjener i gennemsnit 12,5 mio. dollar (79,6 mio. kr.) om året, sammenlignet med de europæiske topchefer som tjener 8,5 mio. dollar (54,1 mio. kr.).

»En af de fælder som banker hurtigt kan falde i, er at tro, at penge er den eneste måde at tiltrække talent. Der er belæg for, at flere penge opfordrer dem (topcheferne, red) til at opføre sig på en mindre hensigtsmæssig måde,« siger Paul Lee, chef for selskabsledelse i Aberdeen Asset Management, til Financial Times.

/ritzau/FINANS