To grunde til at Vestas aktien er et godt køb

Danske Banks analytikere ser to potentielle kurstriggere i det Vestas regnskab, der lander midt i august.

Foto: Annelene Petersen. Vestas forventer en omsætning på mindst 7,5 mia. euro for 2015 samt en EBIT-margin før særlige poster på mindst 8,5 pct.
Læs mere
Fold sammen

Der kan især være to grunde til, at Vestas-aktien er et godt køb forud for halvårsregnskabet 19. august.

Det skriver Danske Banks analytikere i en kommentar mandag.

- Vi ser to potentielle kurstriggere i forbindelse med regnskabet: 1) en opjustering af forventningerne, og 2) ekstraordinært udbytte eller aktietilbagekøb, skriver Danske Banks analytikere.

Samtidig øger Danske Bank sit Vestas-kursmål til 450 kr. fra 400 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

- Resultaterne bør afspejle den positive trend inden for indtjening og ordrer, skriver Danske Bank endvidere om regnskabet og forventer desuden fortsat god ordreindgang i USA i andet halvår.

Vestas' forventning for 2015 er en omsætning på mindst 7,5 mia. euro, samt en EBIT-margin før særlige poster på mindst 8,5 pct. De frie pengestrømme ventes at blive på minimum 600 mio. euro. Forventningen blev opjusteret allerede ved regnskabet for første kvartal.