Tirsdagens obligationer: Små rentestigninger i tyndt marked

Der var små kursfald og rentestigninger på både det danske og amerikanske obligationsmarked tirsdag, hvor nøgletal fra begge sider af Atlanten satte dagsordenen.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede i 0,86 pct., hvilket var en stigning på 5 basispoint sammenlignet med niveauet mandag klokken 17.

Samme tendens gjorde sig gældende for den tilsvarende amerikanske T-bond, hvis rente steg 2 basispoint til 2,22 pct., hvis man sammenligner med dansk lukketid mandag.

Tine Winther Frandsen, seniorøkonom i Jyske Bank, påpeger desuden i en skriftlig kommentar, at obligationsmarkedet op mod nytår er præget af tynd likviditet, hvilket betyder, at der ikke skal så meget til at rykke markederne.

Tirsdag morgen blev der offentliggjort statistik fra Danmarks Statistik, der viste, at dansk økonomi skrumpede i tredje kvartal af 2015, da bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal gik tilbage med 0,4 pct. sammenlignet med årets andet kvartal.

Udviklingen var svagere end ventet blandt økonomerne, som havde regnet med en tilbagegang på 0,1 pct. ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News.

Det danske detailsalg steg desuden med 0,2 pct. i november set mod måneden før. Her havde økonomerne ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 0,3 pct.

I USA viste en endelig opgørelse over BNP-væksten i tredje kvartal en nedrevidering til 2,0 pct. fra 2,1 pct. Her havde økonomerne ventet en nedrevidering til 1,9 pct.

Endelig skuffende det amerikanske boligsalg markant, da der i november kun blev solgt 4,76 mio. eksisterende boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening.

Til sammenligning havde økonomerne spået om 5,35 mio. solgte boliger.