Tirsdagens obligationer: Små reaktioner på flere overraskelser

Trods flere nøgletalsoverraskelser fra både eurozonen og USA var udsvingene på obligationsmarkederne i Europa og herhjemme meget begrænsede tirsdag.

I eurozonen var det særligt et fald i inflationen og en stigning i væksten, der var i fokus, mens der fra USA blev budt på et noget stærkere tal for forbrugertilliden end ventet.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation næsten uændret i 0,46 pct.

Inflationen i eurozonen viste sig i løbet af formiddagen uventet at være aftaget til 1,4 pct. på årsbasis i oktober fra 1,5 pct. måneden før, mens analytikerne havde ventet et uændret niveau.

Samtidig overraskede eurozonens BNP-vækst positivt med en stigning på 0,6 pct. på kvartalsbasis i tredje kvartal mod ventet 0,5 pct. af analytikerne ifølge Bloomberg News, og udviklingen i arbejdsløsheden viste også positive takter.

Fra USA viste nøgletal ud på eftermiddagen den største forbrugeroptimisme i 17 år efter en stigning i forbrugertilliden til 125,9 i oktober fra 120,6 i september.

- Det er kombinationen af mange nye job, lav arbejdsløshed og stigende realløn, der hiver amerikanernes mundvige opad. Samtidig er aktiekurserne på rekordniveauer, og renterne er lave, konstaterer cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.