Tirsdagens obligationer: Rolig morgen for renterne ventes

Investorerne på obligationsmarkedet kan gå en rolig morgen i møde tirsdag, hvor de danske renter formentligt vil starte uændrede til lidt højere. Mangel på andre nyheder gør, at nyt om handelskrigen mellem USA og Kina hurtigt kan komme til at bestemme retningen.

Renten på den ledende tiårige obligation i USA bakkede mandag med 1 basispoint til 2,94 pct., og det niveau fastholdes i tirsdag morgens asiatiske handel med de amerikanske obligationer.

Niveauet er det laveste i de seneste to uger, efter at den tiårige amerikanske rente kortvarigt var oppe over 3 pct. i sidste uge. Samtidig er det dog også 1 basispoint over niveauet ved dansk lukketid mandag klokken 17.00.

Nøgletalskalenderen bugner ikke med tal, men investorerne kan se frem til nyt om udviklingen i eksporten og importen i Tyskland i juni, mens der også kommer tal for den tyske industriproduktion fra morgenstunden.

Mandag var det netop tal fra Tyskland, der skuffede i markedet, da den tyske fabriksordreindgang viste et markant fald, og derfor vil markedsdeltagerne have blikket rettet mod, hvorvidt tirsdagens tyske tal rammer inden for skiven.

Den tiårige danske rente sluttede mandagen i knap 0,35 pct., hvilket er omkring 2 basispoint lavere end ved lukketid fredag, hvor renten faldt 3 basispoint fra torsdag.

/ritzau/FINANS