Tirsdagens obligationer: Renterne løftet af stærk forbrugertillid

Det danske obligationsmarked fortsatte tirsdag de seneste ugers tendens med stigende renter.

Læs mere
Fold sammen

Ud på eftermiddagen fik renterne et ekstra løft efter offentliggørelsen af en uventet stor stigning i den amerikanske forbrugertillid.

Den amerikanske forbrugertillid viste sig i september at være steget til 138,4 fra 134,7 måneden før, hvilket var langt bedre end det ventede fald til 132,1 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Indekset for den nuværende situation landede på 173,1 mod 172,8 i august, og forventningsindekset steg til 115,3 fra 109,3.

Herhjemme gav tallene et ekstra rygstød til renten på den tiårige danske statsobligation, som endte 4 basispoint højere i 0,48 pct. efter en fremgang på 5 basispoint mandag.

Mandag bidrog chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, til at sende renterne i vejret, da han under en tale i Bruxelles løftede sløret for tegn på en god udvikling i den underliggende inflation i eurozonen.

Udtalelserne sendte straks renterne opad, fordi de kan indikere en centralbank, der snart er parat til at stramme pengepolitikken gennem en renteforhøjelse.

I USA er Federal Reserve allerede godt i gang med at stramme pengepolitikken op, og efter et rentemøde onsdag ventes banken at løfte renten endnu en gang.