Tirsdagens obligationer: Renterne fortsatte frem i roligt marked

Læs mere
Fold sammen

Rentestigningerne blandt de danske statspapirer, der satte ind mandag, fortsatte tirsdag, hvor nyhederne ellers ikke ligefrem stod i kø.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme steg tirsdag med yderligere 3 basispoint til 0,38 pct. Det er 7 basispoint højere end mandag morgen, men blot 5 basispoint over niveauet fra fredag eftermiddag.

Inspirationen til rentestigninger fik ny næring fredag eftermiddag dansk tid, da der blev serveret arbejdsmarkedsrapport for august i USA.

Den viste en større fremgang i beskæftigelsen uden for landbruget i årets ottende måned, men også en nedrevidering af tallene for måneden før.

Samtidig steg lønningerne dog mere end ventet, og det har skabt ekstra tro på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve sin ledende rente i forbindelse med rentemødet i banken i slutningen af denne måned.

Flere økonomer peger desuden på, at renten kan blive hævet endnu en gang ved mødet i december.

Fra nøgletalsfronten var eneste højdepunkt tirsdag en opgørelse af det såkaldte ZEW-indeks fra Tyskland, der peger på stor optimisme blandt de finansielle aktører i Europas største økonomi.

Begge dele af indekset - til den nuværende situation og fremtiden - endte således over forventningerne.

/ritzau/FINANS