Tirsdagens obligationer: Renten tog fat på nyt år med stigning

Obligationshandlerne startede det nye år med at sælge lidt ud af deres beholdninger, og det førte til rentefald herhjemme.

Tirsdag lukkede den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2027 med en rente på 0,49 pct., hvilket var 2 basispoint højere end fredag, som var sidste handelsdag inden nytår.

Billedet gentog sig i resten af Europa, hvor renterne på statsobligationer med tilsvarende løbetid ligeledes steg. Eksempelvis strøg renten på den ledende statsobligation i Tyskland op med godt 3 basispoint.

På nøgletalssiden kunne investorerne fra morgenstunden notere sig friske PMI-data fra Kina, der vidnede om en solid fremgang i industrien.

- Den vigtigste indikator, PMI fra Caixin, steg fornuftigt, og det var båret af flere nye ordrer herunder fra udlandet.

- Det lover godt for industriproduktionen - også fordi lagerbeholdningerne svandt yderligere ind, og der er behov for at få genopbygget disse ved at øge produktionen, skriver Tina Winther Frandsen, chefanalytiker i Jyske Bank, i en kommentar.

Også fra Tyskland, Storbritannien, Danmark og eurozonen kom der data for industriaktiviteten.

Både for Tyskland og eurozonen udviklede PMI-tallene sig som ventet fladt, mens de britiske af slagsen faldt mere end ventet. I Danmark steg indekset for industriaktiviteten.

Tirsdagens nøgletal blev ud på eftermiddagen rundet af med den seneste opgørelse over de amerikanske industrichefers syn på aktiviteten i landets økonomi. Den viste sig en smule bedre end ventet ifølge Bloombergs indsamlede estimater.