Tirsdagens obligationer: Renten løfter sig for alvor fra bunden

Et indledende rentefald tirsdag morgen blev over dagen vendt til en stigning, og ved dansk lukketid tirsdag handledes den toneangivende danske tiårige statsobligation med en rente på 0,53 pct., som var 4 basispoint højere end slutrenten mandag.

Det er over en måned siden, at renten sidst har været på det niveau.

Også på de store europæiske obligationsmarkeder i London, Frankfurt og Paris sås stigninger på 3-4 basispoint ved dansk lukketid.

- Vi ser igen en lille stigning i de tyske renter, og vi er kommet godt væk fra den bund og den forholdsvist flade rentekurve, vi havde for bare 14 dage siden, konstaterer aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen.

Den 11. april var den toneangivende danske rente nede i 0,30 pct.

Stigningen kommer, mens markederne generelt afventer udfaldet af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som afsluttes onsdag aften. Her er det - igen, igen - udsigterne for en for amerikansk renteforhøjelse, der er hovedtemaet. Ingen venter en renteforhøjelse allerede i april.

- Nøglespørgsmålet er i vores optik, om den amerikanske centralbank vil genintroducere risikovurderingen, når talen falder på vækstudsigterne, skriver Tine Choi, seniorstrateg i Nordea, i en kommentar.

Hos Sydbank vurderer cheføkonom Jacob Graven, at en renteforhøjelse først kommer til efteråret.

- Vi er overbeviste om, at centralbanken holder renten uændret i denne uge, men investorerne vil lytte efter de mindste signaler om, at renten kan blive hævet på næste rentemøde i juni, forudser han.

Tirsdagens sværm af nøgletal omfattede blandt ordreindgangen for varige goder i marts, som skuffede med en stigning på 0,8 pct. mod en ventet stigning på 1,9 pct. Forbrugertilliden blev svækket til 94,2 fra fra 96,1 i marts. Her var der ventet en tillid på 95,8.

/ritzau/FINANS