Tirsdagens obligationer: Renten gik et par skridt tilbage

Ud over en række europæiske nøgletal i løbet af formiddagen havde tirsdagen ikke meget at byde på for investorerne på det danske obligationsmarked.

Læs mere
Fold sammen

Det kunne også aflæses i renteudviklingen for den toneangivende tiårige danske statsobligation, der efter nogle mindre udsving sluttede med en rente på godt 0,54 pct., hvilket var 2 basispoint under mandagens slutniveau.

I resten af Europa var udsvingene i de ledende statsrenter ligeledes relativt beskedne, når der blev set bort fra nogle af de sydeuropæiske nationer, som dog også er kendetegnet ved til tider store rentebevægelser.

Fra makrosiden kom der hen over formiddagen tal for den britiske industriproduktion, som steg som forventet med 0,2 pct. på månedsbasis i august, men som til gengæld steg 1,6 pct. på årsbasis mod økonomernes forventning på 0,9 pct. ifølge Bloomberg News.

Fra Tyskland kom der i løbet af formiddagen også nyt fra makrofronten. Endda positivt nyt da såvel importen som eksporten og handels- og betalingsbalancerne i august endte højere end forudset af økonomerne ifølge Bloomberg News.

Den resterende tirsdag gjorde ikke meget væsen af sig, når det kom til makronyheder, og derfor så flere investorer også ud til at kigge frem mod resten af ugen.

- Højdepunkterne i nøgletalskalenderen i denne uge kommer fortsat onsdag med Fed-referat og fredag med inflation og detailsalg fra USA, skriver cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank i en kommentar.