Tirsdagens obligationer: Renten fortsatte op på øget risikolyst

Læs mere
Fold sammen

Der faldt ro tirsdag mere ro på de finansielle markeder, og det gjaldt også obligationsmarkedet, efter den franske eufori mandag.

Resultatet af første runde af det franske præsidentvalg tog usikkerhed ud af markedet og sendte renterne til vejrs i de sikre havne som Tyskland og Danmark.Tendensen er dog fortsat øget risikovillighed og dermed for obligationsmarkedets vedkommende stigende renter.

Den danske toneangivende rente lukkede tirsdag i 0,66 pct., hvilket er 3 basispoint højere end mandag og 11 over fredagens niveau.

I Frankrig steg den tiårige rente 6 basispoint til 0,88 pct. efter et fald på omkring 10 basispoint mandag.

Der var lidt nyt fra nøgletalsfronten fra USA i form af et positivt og et negativt nøgletal.

Salget af nye boliger i marts steg mere end ventet til 621.000 enheder på annualiseret basis, mens der blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var ventet 584.000 enheder mod 587.000 måneden før.

Forbrugertilliden for april skuffede derimod. Den kom ind på 120,3 mod ventet 122,5 i april fra 124,9 i marts.

Nøgletalskalenderen bød tirsdag også på danske detailsalgstal. Det steg med 0,3 pct. i marts sammenlignet med måneden før. Udviklingen var dermed en spids bedre end ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. De pegede på en forventning om en stigning på 0,2 pct. i detailsalget.

Set på årsbasis viste detailsalget en stigning på 2,6 pct.

/ritzau/FINANS