Tirsdagens obl.: Lukkede uensartet efter boligtal

 

Obligationsmarkedet havde det svært det meste af tirsdagen, eftersom at aktierne fortsat havde medvind på fondsbørserne. I løbet af eftermiddagen vandt obligationsmarkedet dog en del af det tabte ind, efter endnu en skuffende opgørelse over det amerikanske boligmarked ved det igangværende boligsalg i august. Danske Bank ændrede mandag sin renteprognose og venter nu en amerikansk rentenedsættelse på rentemødet den 31. oktober.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede tirsdag 0,04 point lavere i kurs 97,56 med en effektiv rente på 4,35 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,05 point højere i kurs 88,92 med en effektiv rente på 5,19 pct.

 

- Investorerne er på det seneste blevet en del klogere hvad angår effekterne fra kreditkrisen, udtalte chefinvestor hos RCM, Lucy MacDonald, til Bloomberg News. For to måneder siden var der ingen som havde nogen ide, men efter at de forskellige investeringsbanker og realkreditselskaber har meldt ud, så har det afhjulpet bekymringerne, vurderede chefen.

 

Tirsdag eftermiddag var fokus rettet mod tal for det amerikanske boligmarked, hvor det igangværende salg af boliger blev præsenteret for august. Salget var dog endnu en skuffelse for investorerne, idet salget faldt langt mere end ventet med 6,5 pct. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et mindre fald på 2,1 pct. Salget i juli blev revideret til et fald på 10,7 pct. i forhold til et fald på 12,2 pct.

 

Danske Bank ændrede mandag sine renteforventninger til den amerikanske centralbank således, at banken nu venter en rentenedsættelse med 25 basispoint til 4,50 pct. på rentemødet den 31. oktober. Herefter venter Danske Bank, at den amerikanske centralbank er på hold de kommende måneder.

 

Den forhenværende amerikanske centralbankchef Alan Greenspan talte tirsdag formiddag i London om den globale økonomi og kreditkrisen.

 

- De finansielle markeder har indkalkuleret det faktum, at kreditkrisen er overstået, sagde Alan Greenspan. Vi begynder at se de første tegn på, at flere områder oplever markante forbedringer, bemærkede Greenspan.

 

Producentpriserne i eurozonen bød ikke på de store overraskelser, idet priserne steg 0,1 pct. i august på linje med analytikernes forventninger. På årsbasis steg producentpriserne med 1,7 pct., hvor analytikerne havde ventet en marginal større stigning på 1,8 pct.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 5/32 højere i kurs 101 23/32 med en effektiv rente på 4,53 pct. Den amerikanske dollar blev styrket og ved dansk lukketid kostede en euro 1,414 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )