Tirsdagens aktier: Yderligere C20-fremmarch – Genmab dykkede

Læs mere
Fold sammen
C20-indekset endte tirsdag 1,8 pct. højere i 280,45 efter mandagens markante stigning på knap 6 pct. A.P. Møller - Mærsk og Carlsberg, som tidligere har fået store kurssmæk, ledte fremgangen. Genmab gik mod strømmen, efter at biotekselskabet leverede skuffende data om zalutumumab mod hoved- og halskræft.

- Stemningen vendte ved formiddagstid, og lige nu ligger C20-indekset 13,5 pct. højere end ved årsskiftet for blot tre handelsdage siden, hvilket sker, uden at der er kommet banebrydende nyt. Spekulationerne om den kommende amerikanske hjælpepakke fra Obama er med til at løfte aktierne, vurderede aktiehandler Rasmus Grann fra Jyske Bank til RB-Børsen.

A. P. Møller - Mærsk lukkede 5,6 pct. højere i 33.700 efter mandagens kraftige fremgang på 8,5 pct., mens Carlsberg, som mandag lukkede 7,9 pct. højere, steg 5,6 pct. til kurs 213,8.

Genmab endte 7,9 pct. lavere kurs 212,5, efter at biotekselskabet mandag aften leverede en ny evaluering af det løbende studie med zalutumumab mod hoved- og halskræft. Jyske Bank sænkede sit kursmål på Genmab med 10 kr. til 340. Jyske Bank ser 50 pct. sandsynlighed for zalutumumab-lancering, hvor banken tidligere havde ventet 70 pct. sandsynlighed.

Danske Bank kaldte udviklingen hos zalutumumab for skuffende.

- Det betyder, at studiet skal færdiggøres, hvilket ventes at ske ved årets udgang. Dermed fjernes nogle af kurstriggerne for Ganmab-aktien i 2009, herunder den forventede partneraftale for zalutumumab-programmet, skrev Danske Bank.

D/S Norden lukkede 7,3 pct. højere i kurs 214, efter at tørlastrederiet har solgt seks skibe for en samlet pris på 175 mio. dollar, hvilket afføder en avance på 13 mio. dollar, som vil blive indtægtsført i 2009.

- Efter salgene forventer Norden i 2009 i alt et provenu på 247 mio. dollar og en avance på 25 mio. dollar fra allerede aftalte skibssalg. I 2010 forventes et provenu på 140 mio. dollar og en avance på 30 mio. dollar fra allerede aftalte skibssalg, skrev ledelsen.

- Priserne på brugt tonnage har selvfølgelig fået nogle klø. Men hvis du kigger på fragtraterne i øjeblikket, er priserne fordelagtige i forhold til at beskæftige skibene i spotmarkedet, sagde IR-medarbejder Peter Sand til RB-Børsen.

D/S Torm fik tirsdag gang i hjulene, og tankrederiaktien endte 10,9 pct. højere i kurs 71. For godt et års tid siden ved årsskiftet til 2008 lå D/S Torm i kurs 166. Topchef Mikael Skov udtalte til dagbladet Børsen, at han er meget utilfreds med kursudviklingen, og at selskabet er blevet sat i bås med kollapset tørlastmarkedet.

Vestas endte 1,1 pct. lavere i kurs 346. LM Glasfiber tilpasser kapaciteten i Danmark og reducerer medarbejderstaben med 450, hvilket svarer til 20 pct. af arbejdsstyrken.

Blandt de helt små sidepapirer var Dantax i søgelyset, efter at selskabet sænkede overskudsforventningerne til 2008/09. Det skyldes den finansielle uro, hvilket har ramt omsætningen i november og december, som traditionelt er gode måneder. Dantax lukkede trods nedjusteringen 11,1 pct. højere i kurs 90.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )