Tirsdagens aktier: Topdanmark var i søgelyset forud for regnskabsbyge

Topdanmark var i søgelyset på det danske aktiemarked tirsdag, hvor investorernes opmærksomhed også var rettet mod bygen af regnskaber, der lander onsdag og torsdag i denne uge.

Læs mere
Fold sammen

Topdanmark var i søgelyset på det danske aktiemarked tirsdag, hvor investorernes opmærksomhed også var rettet mod bygen af regnskaber, der lander onsdag og torsdag i denne uge.

C20 Cap-indekset dansede omkring nullet, og ved børslukketid endte det med et fald på 0,1 pct. til 1167,07 efter at have startet morgenen med en lille stigning.

- Det danske marked er præget af, at det vælter ind med regnskaber de næste to dage. Derfor er der meget fokus på de regnskabsaktuelle selskaber. Det er måske en af de vigtigste ting i Danmark nu her. Vi står foran en meget stor regnskabssæson de næste dage.

- Der er nogle, der får deres positioner på plads før regnskaberne, og der er også mange, der venter på, hvad der kommer fra selskaberne, før de reagerer på det, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

TOPDANMARK OPJUSTERER

Uden for C20 kunne forsikringsselskabet Topdanmark nyde godt af en kursstigning på 5,6 pct. til 230,10 kr., efter at selskabet fremlagde regnskabstal for andet kvartal tirsdag efter middagstid. Koncernen landede et overskud før skat på 616 mio. kr., hvilket overgik analytikernes forventninger, der lød på 473 mio. kr., viser data indsamlet af Ritzau Estimates.

Samtidig opjusterede Topdanmark forventningerne til den såkaldte modelmæssige resultatprognose for 2017 til 1250-1350 mio. kr. efter skat fra tidligere ventet 1100-1200 mio. kr., mens prognosen for selskabets combined ratio blev sænket til 87 fra 89 eksklusive afløbsresultatet i andet halvår.

Det var Lundbeck, der endte dagen i toppen af det danske eliteindeks med en stigning på 2,4 pct. til 376,6 kr., og ifølge Mads Zink skyldes det blandet andet, at medicinalselskabet var under pres på regnskabsdagen onsdag i sidste uge.

UDSALG AF MÆRSK

Mærsk-aktierne lagde sig i spidsen fra morgenstunden, men i løbet af dagen tog aktierne et dyk forud for selskabets regnskab, der lander onsdag morgen. Spændingen omkring regnskabet kan have fået flere investorer til at justere porteføljerne, og ifølge Danske Banks chefhandler var det særligt udlandet, der solgte ud af aktierne.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie endte dagen 1,1 pct. lavere i 13.080 kr.

Pandora indtog den ultimative bundplacering i C20 Cap, men det var der en teknisk grund til. Smykkeaktien handledes ikke længere inklusive retten til et udbytte på 9 kr., hvilket forklarede noget af kursfaldet på 23,5 kr., eller 3,6 pct., til 636,5 kr.

JP MORGAN NEDJUSTERER WDH

William Demant var også i søgelyset tirsdag.

Mandag morgen var høreapparatselskabet på banen med et regnskab, der ikke faldt i god jord trods en opjustering, og aktien faldt 3,2 pct. til 161,10 kr. i mandagens handel. Siden fik aktien opmærksomhed fra børshusene, der opdaterede deres syn på selskabet.

Den amerikanske investeringsbank JP Morgan sænkede eksempelvis sit kursmål til 171 kr. fra 177 kr. og fastholdt anbefalingen "neutral". Franske Kepler Cheuvreux reagerede med en sænket anbefaling til "hold" fra "køb" og et skåret kursmål til 170 kr. fra 183 kr., viser data fra Bloomberg.

William Demant faldt yderligere 0,7 pct. til 159,90 kr. tirsdag.

Tirsdagen bød desuden på et regnskab fra Hvidbjerg Bank, der overraskede positivt på både top- og bundlinjen, mens banken fastholdt forventningerne til 2017. Aktien endte dagen uændret i 71,50 kr.

Ud over Mærsk skal også C20-aktierne Carlsberg og Coloplast vise tal for udviklingen i seneste kvartal, mens også en række mindre aktier som Spar Nord, Torm, NNIT og ALK-Abelló ventes på banen i morgentimerne.

/ritzau/FINANS