Tirsdagens aktier: Sydbank-tal gav kun små bevægelser

 

Sydbank præsenterede tirsdag over middag helårsregnskab. Regnskabstallene fra regionalbanken var på linje med investorernes forventninger, så det affødte kun beskedne kursbevægelser. Moderate kursudsving var tirsdag hovedmenuen for de danske investorer, som kunne notere en C20-fremgang på 0,4 pct. til 457,79. På de europæiske aktiemarkeder udmærkede det tyske Dax30-indeks sig med en solid fremgang.

 

Sydbank-aktien lukkede 0,3 pct. højere i kurs 293, men Sydbank havde dog ligget lidt højere i formiddagsdagens handel inden offentliggørelsen af 2006-regnskabet. Sydbanks rente- og gebyrindtægter steg 14 pct. til 3,09 mia. kr., og banken leverede et basisresultat på 1,76 mia. kr. i helåret 2006 - en fremgang fra 1,17 mia. kr. Øget forretningsomfang og et mindre antal dårlige betalere har været med til at præge regnskabstallene. Sydbanks prognose for 2007 lyder på et basisresultat på 1,7-1,9 mia. kr., og på menuen står konsolidering kombineret med vækst fra de tyske kanter.

 

- Vi håber og tror på, at vores forretning i Tyskland vil vokse rimelig markant i 2007, udtalte direktør Carsten Andersen til RB-Børsen.

 

Investorerne afventer nu regnskabsaflæggelsen fra Danske Bank, som er annonceret til onsdag. Danske Bank lukkede 0,8 pct. højere i kurs 263. Tirsdag hævede det amerikanske finanshus JP Morgan kursmålet for Danske Bank til 258 fra 204. Anbefalingen blev fastholdt på "underweight". Danske Banks opkøb af finske Sampo Bank blev tirsdag godkendt af de europæiske konkurrencemyndigheder.

 

JP Morgan hævede kursmålet på Nordea til 114 skr. Her blev anbefalingen sænket til "neutral" fra "overweight". Nordea sluttede 0,8 pct. lavere i 109,8 skr. i Stockholm. I danske kroner lød lukkekursen på 90,3.

 

Novo Nordisk, som er regnskabsaktuel onsdag morgen, lukkede 0,8 pct. lavere i kurs 471. Verdens største insulinproducent fik tirsdag de amerikanske myndigheders godkendelse af Novolog til behandling af diabetes hos gravide kvinder.

 

A.P. Møller - Mærsks B-aktier sluttede 1,8 pct. højere i kurs 57.500 efter en god slutspurt. Maersk Line-konkurrenten fra Kina OOCL har natten til tirsdag aflagt regnskab. Det viste en øget omsætning hos containerfragtrederiet, som steg 5,6 pct. i 2006, mens fragtmængden steg 10,5 pct. Det viste OOCL's foreløbige regnskabstal.

 

Blandt sidepapirerne var der solid fremdrift i aktierne fra Parken Sport & Entertaiment, som lukkede 5,6 pct. højere i kurs 1584. Der var ikke nyt fra Københavns Fondsbørs om Parken Sport & Entertaiment.

 

Auriga Industries tabte yderligere 3,6 pct. til kurs 148,5. Mandag dykkede Auriga Industries 12 pct. grundet en nedjustering af helårsforventningerne.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )