Tirsdagens aktier: Lille løft i afventende nyhedsfattigt marked

Det danske aktiemarked ligger tirsdag middag marginalt højere. Der er generelt ingen selskabsspecifikke nyheder til at forklare udviklingen. Udsvingene er små og omsætningen lav. Ifølge Sydbank er omsætningen knap en tredjedel under det normale både i Europa og Danmark. I USA var der mandag den laveste daglige omsætning siden juleaftensdag.

C25-indekset ligger 0,2 pct. højere 1145,98.

»Det kan undre, der ikke er mere negativ stemning på markedet, efter at Trump var ude mandag og true Europa med told,« siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje til Ritzau Finans.

Det vejer dog nok tungere, at den tyske kansler, Angela Merkel, vil være villig til at sætte en tidsgrænse på den såkaldte bagstopper i den aftale, som Theresa May har forhandlet med EU.

»Hvis nyhederne fra BBC er sande, så vil Merkel tilbyde briterne en tidsgrænse på bagstopperen på fem år,« vurderer Sydbank.

Bagstopperen er en af de helt store knaster for mange af de medlemmer af det britiske parlament, som ønsker et hårdt brexit.

Christian Thatje karakteriserer markedet som afventende men ikke nervøst. Afventende op til regnskabssæsonen, som begynder i USA på fredag.

»Markedet vil gerne se, at indtjeningen følger med forventningerne,« konstaterer han.

I toppen af C25 ligger FLSmidth-aktien, der stiger 1,7 pct. til 304,50 kr., og i bunden ligger Unibrew, Ørsted og Ambu, der alle falder mere end 1 pct. Fælles for dem er, at der ikke er meget selskabsspecifikt til at forklare udviklingen. FLSmidth kan dog have gavn af stigende råvarepriser.

Vestas stiger 0,6 pct. til 597,80 kr. og ligger således tæt på 600-niveauet, der nok er en psykologisk modstand for aktien. Vindmøllegiganten bruger flere og flere penge på at udvikle nye og bedre produkter for at sænke prisen på vindenergi. Men det kommer hovedsageligt kunderne til gode, og det bliver ifølge Vestas bestyrelsesformand Bert Nordberg nødt til at stoppe, skriver Finans.

Pandora tager revanche for mandagens fald på 3,4 pct., hvor DNB beskar kursmålet og vurderede, at regnskabet for første kvartal vil vise en blød underliggende efterspørgsel. Tirsdag middag stiger aktien 0,6 pct. til 288,70 kr.

Novo Nordisk stiger 1 pct. til 343,45 kr. Senere tirsdag finder der en høring sted i det amerikanske senats finanskomité, hvor direktører for nogle af de store medicinalindkøbsforeninger kommenterer årsagerne til høje medicinpriser i USA. Senere i ugen uge deltager Novo Nordisk selv i en høring i Repræsentanternes Hus. Novo har endvidere fået løftet kursmålet til 410 kr. fra 380 kr. af norske DNB. Anbefalingen er stadig køb.

A.P. Møller-Mærsk-aktierne stiger og for B-aktien med 0,8 pct. til 8186 kr. Mærsk-direktør Søren Toft, der står for driften i containerrederiet, venter efter et svagt første halvår en bedre vækst i containershipping-industrien i anden halvdel af 2019. Det fremgår af et interview i Singapore ifølge Bloomberg News.

ISS-aktien stiger 0,5 pct. til 214,40 kr. Der er relativ stor omsætning i aktien, der på nuværende tidspunkt er omsat ni gange mere end det 20-dages gennemsnit ifølge Bloomberg News. Det sker dog uden nogen umiddelbar forklaring.

Tryg, der kommer med kvartalsregnskab onsdag, har fået løftet kursmålet til 185 kr. fra 165 kr. af DNB. Tryg stiger 0,3 pct. til 190,70 kr. Anbefalingen er stadig »hold«.

DNB har også kigget nærmere på Topdanmark og løfter kursmålet til 330 kr. fra 310 kr. Anbefalingen er uændret »hold.« Aktien i Topdanmark stiger 0,1 pct. til 335 kr.

Nordea har fået sænket kursmålet af sin branchekollega Jyske Bank til 60 kr. fra 65 kr. Den neutrale »hold«-anbefaling fastholdes i samme forbindelse, viser et notat fra Silkeborg-banken. Nordea stiger 0,4 pct. til 54,53 kr.

ABG mener, det er blevet tid til at sælge Jyske Bank-aktier frem for at købe dem. Anbefalingen er ændret til »sælg« fra »køb.« Kursmålet er samtidig sænket til 260 kr. fra 275 kr. Jyske Bank falder 0,2 pct. til 271,80 kr.

/ritzau/FINANS