Tirsdagens aktier: Lettelse sendte Demant og Pandora til vejrs

Smykkeselskabet Pandora kommer med regnskab for de første seks
Foto: Nils Meilvang

Regnskabsaktuelle Demant og Pandora toppede tirsdagens aktiemarked på et vist element af lettelse. Der var frygtet noget der var værre fra begge selskaber, vurderer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans. Faldende renter sendte bankaktier sydpå.

Det danske marked var et af de få aktiemarkeder i Europa, der sluttede i grønt. Det danske eliteindeks, C25, endte med en stigning på 0,3 pct. til indeks 1133,76. Lige nok til at hente lidt mere end det tabte fra mandag hjem. Mandag lukkede indekset i 1130,10 efter et fald på 0,8 pct. med blot fem aktier i plus, efter at frygten for en aflysning eller forsinkelse af handelsforhandlingerne mellem Kina og USA kostede rundt med finansmarkederne efter et tweet fra USA's præsident, Donald Trump, søndag. Tirsdag endte 14 C25'ere i grønt.

Handelsnervøsitet lurer dog stadig lige under overfladen selv om nervøsiteten blevet dæmpet tirsdag, da det kinesiske handelsministerium ifølge Bloomberg har udsendt en pressemeddelelse om, at Kinas vicepremierminister, Liu He, vil rejse til Washington for at deltage i forhandlingerne med USA.

- Handelskrigen vil nok blive ved med at spøge, til vi får et resultat af forhandlingerne i Washington op til weekenden, siger Ole Kjær Jensen.

DEMANT TIL VEJRS PÅ LETTELSE

Demant-aktien steg 5,1 pct. til 220,50 kr.

- Der var frygtet en mere negativ periodemeddelelse. Den viste dog en tro på fremtiden, og på at forventningerne bliver indfriet, vurderer Ole Kjær Jensen

I meddelelsen, der stort set ikke indeholder andre tal end sidenumrene, oplyser Demant, at koncernen samlet set er kommet "solidt" i gang med 2019, efter at væksten helt i starten af året ellers var meget svag.

Den langsomme start skyldtes primært, at Demants topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S, først blev lanceret efter et par måneder, ligesom en ny fransk sundhedsreform har udskudt faktureringen i særligt detailforretningen i starten af året og dermed ramt væksten.

PANDORA I SVINGNINGER

Pandora havde en volatil dag med nogen optur, lidt ned og inden aktien sluttede dagen med et plus på på 4,6 pct. til 281,60 kr.

- Det var fornuftige udmeldinger på selskabet telekonference, der bragte aktien til vejrs, og forventningerne til regnskabet var skruet helt ned. Da selskabet så leverede bedre end ventet, var der plads til kursstigning, siger Ole Kjær.

Driftsresultatet (EBIT) var på 960 mio. kr., svarende til en EBIT-margin på 20 pct. Her var der ventet 886 mio. kr. og 18,8 pct. ifølge Ritzau Estimates.

BANKER I BUND

Generelt faldt bankaktierne. Danske Bank og Jyske Bank satte sig op mod et par procent og det samme var tilfældet for Nordea. Sydbank gik mod tendensen og steg lidt.

- Bankaktier lider i Europa i dag under faldende renter, som ikke er godt for bankernes indtjening, forklarer Ole Kjær Jensen.

REGNSKABSBYGE UDEN FOR C25

Uden for C25-indekset var der også tirsdag flere regnskaber. Biotekselskabet Veloxis steg 4 pct. til 2,455 kr. efter at have leveret tal sent mandag.

Køkkenvirksomheden TCM Group, der blandt andet ejer mærket Svane Køkkenet, kom med sine regnskabstal for første kvartal forud for handelsstart tirsdag. Aktien faldt 1,4 pct. til 110 kr.

Rederiet Nordens regnskab for første kvartal viste en fremgang på toplinjen, mens resultatet før skat og renter (EBIT) faldt til 5,9 mio. dollar fra 18,4 mio. dollar i samme periode året forinden. Aktien steg dog 1,3 pct. til 103 kr.

Forsikrings- og bankkoncernen Alm. Brand leverede et resultatet før skat en spids højere i første kvartal af 2019 sammenlignet med samme periode året forinden. Men aktien faldt 3,4 pct. til 60,65 kr.

Totalbanken kom også på banen med tal for første kvartal, og det blev bedømt til et kursfald på 2,5 pct. til 86,60 kr.

Æggebakkeproducenten Hartmann steg 1,4 pct. til 296 kr. efter offentliggøresen af sit kvartalsregnskab

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk