Tirsdagens aktier: Kursfaldet tog til i den sene handel

De danske aktier var tirsdag ramt af fornyet nervøsitet afledt af kreditkrisen. Således lukkede C20-indekset hele 1,2 pct. lavere i 471,09. Rederiet A.P. Møller - Mærsk fik igen dårlig nyt fra et af de store finanshuse og var på den baggrund primusmotor bag C20 faldet. Novo Nordisk steg modsat imponerende 2,5 pct. i det sure marked til rekordkurs.

- Den sure stemning kom for alvor tilbage i markedet i løbet af eftermiddagen. Nervøsiteten ligger lige under overfladen, og hvis først stemningen bliver negativ, forsvinder alle køberne lynhurtigt væk fra markedet. Der var meget få, der vovede at øge deres eksponering i aktiemakedet i forrige uge, og rent fundamentalt er der ikke sket meget nyt siden da. Den sure stemning kan nemt fortsætte indtil rentemeldingen fra FOMC i næste uge, udtalte chefen for Sales Trading i Danske Bank, Mads Zink til RB-Børsen.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie lukkede betydelige 4,1 pct. lavere i kurs 58.700. Dresdner Kleinwort nedjusterer kursmålet på A.P. Møller - Mærsk aktien efter kvartalsorienteringen fra den danske koncern i torsdags. Dresdner Kleinwort sænker sit kursmål med 7000 kr. til 55.000.

Novo Nordisk fortsatte opturen og lukkede 2,5 pct. højere i kurs 344,5. Dermed lukkede Novo Nordisk-aktien i rekordkurs, efter der er korrigeret for mandagens aktiesplit.

- Novo Nordisk foretog mandag et aktiesplit 2:1. Om det var den generelle årsag til den pæne stigning er uvist. Selskabet afholdte fredag en solid analytikerdag, hvor deres produktportefølje blev gennemgået. Der var ingen væsentlige nyheder på analytikerdagen, men markedet blev endnu engang bekræftet i, at Novo Nordisk står med en stærk produktportefølje i takt med, at en voksende del af verdens befolkningen rammes af diabetes, skrev Nordea. Standard & Poor's Equity Research anbefaler "køb" af Novo Nordisk-aktien.

GN Store Nords bestyrelse arbejder på højtryk med en interessant kandidatliste til jobbet som direktør for høreapparatforretningen Resound, og ifølge bestyrelsesformand Mogens Hugo er det fortsat planen at udnævne en direktør, før juleferien begynder. GN steg 0,5 pct. til 40,2

Vestas faldt 1,1 pct. til kurs 490. Den britiske storbank HSBC opjusterer anbefalingen af Vestas-aktien til "overvægt" fra tidligere "neutral". HSBC løfter desuden kursmålet markant til 675 fra 385.

FLSmidth, der lukkede 5,0 pct. lavere i kurs 482,5, får hårdere konkurrence fra Kina. Sinova sender et datterselskab på børsen i Hongkong og henter op imod 2,5 mia. kr.

Efter Dash-turbulensen venter SAS Damark at være tilbage på alle ruter med fuld kapacitet til februar. Det oplyser SAS' danske pressechef, Jens Langergaard. SAS lukkede 4,6 pct. lavere i kurs 72,5.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )