Tirsdagens aktier: Genmab strøg til vejrs efter Darzalex-salgstal

Novozymes var i søgelyset handelsdagen igennem, efter at selskabet først på dagen meddelte, at den mangeårige topchef, Peder Holk, trækker sig, når en afløser er plads.

Det sendte fra morgenstunden aktien op, men ud på eftermiddagen satte Genmab en spurt ind, efter at biotekselskabets amerikanske partner, Johnson & Johnson, leverede regnskab og Darzalex-salgstal for tredje kvartal. Genmabs spurt blev dog sidst på eftermiddagen overhalet indenom af Jyske Bank, der løb med titlen som indeksets mest stigende aktie.

Samlet set endte det danske eliteindeks med en stigning på 1 pct. til 1139,83.

»Det danske marked har været præget af gode nyheder om Genmab, hvor Johnson & Johnson er kommet med regnskab og deraf også med Darzalex-tal, som mere eller mindre var in-line. Så man ser, at de nu godt kan nå deres mål om et salg på 3 mia. dollar for året, som de gerne vil nå,« forklarer Daniel Fabricius, børsmægler hos ABG Sundal Collier.

Salgstal løftede Genmab

Genmabs salg af kræftmidlet Darzalex voksede med mere end 50 pct. i tredje kvartal, hvor midlet solgte for 765 mio. dollar - eller 5,2 mia. kr. - hvilket er en vækst på 53,5 pct. over det seneste år.

Tallene dækker over et salg på 402 mio. dollar på det amerikanske marked, hvor salget er steget 26,1 pct. over det seneste år. I resten af verden er salget fordoblet til 363 mio. dollar.

Genmab-aktien endte dagen med en stigning på 3,3 pct. til 1390,50 kr.

I toppen af indekset fik aktien selskab af Jyske Bank og FLSmidth, som steg henholdsvis 3,4 pct. til 231,50 kr. og 2,6 pct. til 232,60 kr.

Jyske Bank fik tirsdag hævet kursmålet af ABG Sundal Collier til 225 kr. fra 205 kr., mens anbefalingen »hold« blev gentaget.

Også Novozymes endte dagen i grønt, efter at selskabet fra morgenstunden annoncerede, at dets administrerende direktør, Peder Holk, stopper, når en afløser er fundet. Det ventes at ske i starten af 2020.

Til Ritzau Finans sagde Novozymes' bestyrelsesformand, Jørgen Buhl Rasmussen, at selskabet allerede for et stykke tiden siden satte gang i processen med at finde en ny administrerende direktør, der skal være med til at vende udviklingen i koncernen, der over de seneste måneder har været præget af vækstudfordringer.

Novozymes-aktien steg tirsdag 2 pct. til 304,40 kr.

Pandora måtte derimod tage til takke med en bundplacering i eliteindekset, efter at Goldman Sachs tirsdag sænkede sin anbefaling af smykkeaktien til "sælg" fra "neutral" og sænkede kursmålet til 250 kr. fra 310 kr.

Smykkeaktien faldt 1,7 pct. til 271,10 kr.

Goldman Sachs sendte Zealand Pharma op

En løftet anbefaling fra Goldman Sachs var tirsdag med til at sende Zealand Pharma-aktien til tops. Det amerikanske finanshus løftede sin anbefaling af aktien til »køb« fra »neutral« og næsten tredoblede kursmålet til 272 kr. fra 92 kr.

Zealand Pharmas aktie endte dagen 18 pct. højere til 186 kr. og satte dermed lukkerekord.

Matas fik løftet anbefalingen af Danske Bank til »køb« fra »hold«. Banken sænkede dog i samme ombæring kursmålet til 70 kr. fra 75 kr.

Matas-aktien endte tirsdag med en stigning på 7,2 pct. til 52,90 kr.

Også uden for C25 var der tirsdag også fokus på Onxeo, der mandag eftermiddag kunne fortælle, at biotekselskabet havde modtaget en hensigtserklæring fra de europæiske patentmyndigheder om en styrket patentbeskyttelse af midler fra Platon-platformen.

Onxeo-aktien vandt 8,2 pct. til 4,18 kr.

Desuden fik Tryg sænket kursmålet hos Morgan Stanley til 170 kr. fra 190 kr. Finanshuset gentager anbefalingen »undervægt«. Tryg-aktien steg 0,2 pct. til 187,70 kr.

Chr. Hansen fik sænket kursmålet hos Kepler Cheuvreux, så det nu lyder på 500 kr. mod tidligere 540 kr. Aktieanbefalingen »reducer« gentages. Aktien i Chr. Hansen steg 2,1 pct. til 555,20 kr.

Også serviceselskabet ISS fik skåret lidt i kursmålet. Her var det Exane BNP Paribas, der sænkede kursmålet for aktien, så det nu lyder på 140 kr. mod før 155 kr. Anbefalingen »underperform« bliver gentaget. ISS-aktien gik frem med 0,2 pct. til 163,20 kr.

/ritzau/FINANS