Tiffany's trodser faldende aktiemarked

Som det var ventet, og som det var tilfældet i Europa, begynder de amerikanske aktier tirsdagens handel i dyndet.

Futures havde forud for åbningen peget på kursfald, og omkring fem minutter efter markedets åbning falder Dow Jones-indekset 0,8 pct., Nasdaq 1,1 pct. og S&P 500 1 pct. Også mandag var stemningen pessimistisk blandt de amerikanske aktier.

Markedet reagerer på, at amerikanske toppolitikere har skærpet retorikken over for det syriske regime, som anklages for at have brugt kemiske våben i den omfangsrige konflikt. Senest har forsvarsminister Chuck Hagel i et interview med BBC slået fast, at det amerikanske militær er klar til at angribe mål i Syrien, hvis præsident Barack Obama beder om det.

I den mere kulørte del af det amerikanske aktiemarked kan Tiffany & Co. dog smykke sig med et flot regnskab, der blev offentliggjort inden børsåbning. Smykkevirksomheden opjusterede i halvårsregnskabet sine forventninger til resten af 2013, så den nu regner med et justeret overskud på 3,50-3,60 dollar pr. aktie, hvor Tiffany & Co. tidligere så et overskud på 3,43-3,53 dollar pr. aktie. Tallene for andet kvartal skuffede på toplinjen, men overskuddet på 0,83 dollar pr. aktie var bedre end ventet af analytikerne ifølge Bloomberg News. Selskabet nyder godt af stigende aktiepriser, som får dets velhavende kunder til at shoppe dyre smykker.

Aktien i Tiffany & Co. begynder tirsdagen med en stigning på 0,9 pct.

Detailhandelskæden JC Penney er straks mere presset og åbner med at falde 0,5 pct. Hedgefond-manageren Bill Ackman er ved at trække sig ud af selskabet, hvor han de seneste tre år har været den største aktionær. For få uger siden trak han sig fra bestyrelsen, efter at han havde skændtes offentligt med JC Penneys topchefer. Ackman sidder på knap 18 pct. af selskabets aktier, som han angiveligt vil få 504 mio. dollar for.

På nøgletalsfronten kommer der klokken 16.00 tal for den amerikanske forbrugertillid, der ventes at falde til 79,0 i august fra 80,3 måneden før ifølge Bloomberg News.