Tidligere aktie-skribent tiltales for kursfusk

En tidligere journalist fra magasinet Penge & Privatøkonomi er tiltalt for at bedrive kursmanipulation ved at skrive anbefalinger af egne aktier.

Foto: Martin Rasmussen. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

Bagmandspolitiet tiltaler nu en tidligere skribent hos erhvervsmagasinet Penge & Privatøkonomi for kursmanipulation.

Det skriver Mediawatch.

Sagen dukkede op i medierne sidste sommer, da Bagmandspolitiet sigtede den pågældende person. Dengang blev det beskrevet, at journalisten mellem 2011 og 2013 havde skrevet aktieanbefalinger af små selskaber, som han opfordrede læserne til at investere i. Den tiltalte havde forinden selv købt aktier i de anbefalede selskaber, og når artiklerne var offentliggjort solgte personen dem igen.

Ifølge Bagmandspolitiet har fortjenesten været omtrent 100.000 kroner. Det beløb har den tiltalte sammen med sin advokat, Christian Lundgreen, erklæret sig uenig i. De hævder, at der er tale om et beløb under 100.000 kroner.

Det er anden gang inden for få år, at en sag om kursmanipulation rammer tidligere medarbejdere hos Penge & Privatøkonomi.

I 2008 blev magasinets forhenværende redaktør dømt skyldig i at skrive positive artikler om aktier, han selv ejede, hvorefter han solgte dem kort tid senere. Manøvren, som han havde tjent 1 million kroner på, kostede ham otte måneders fængsel.