Tiårigt papir flirtede med minusrente

For første gang nogensinde var renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation nede at snuse til negativt terræn i onsdagens handel.

Nationalbanken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det skete sidst på formiddagen, hvor renten for en kort periode var i minus 0,01 pct., men siden kravlede renten atter opad og sluttede i plus 0,02 pct. - helt uændret fra tirsdag og dermed en tangering af bundrekorden.

Behovet for den relative sikkerhed, som statspapirer tilbyder, var fortsat stort hos investorerne, idet aktierne også for tredje handelsdag i træk var på retur. Og det gav sig udslag i stigende kurser og faldende renter.

Det er dog langt fra kun herhjemme, at der bliver sat bundrekorder på stribe for statsrenterne. I Tyskland har den tiårige rente i længere tid været negativ, og onsdag endte den i minus 0,18 pct.

Også renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond har de seneste dage ramt bundrekord, og i Japan gik sågar den 20-årige rente onsdag morgen i negativt terræn.

Usikkerheden i markedet knytter sig fortsat til efterspillet fra den britiske folkeafstemning for knap to uger siden, der ser ud til at sende briterne ud af EU-samarbejdet efter mere end 40 års medlemskab.

Dertil kommer usikkerhed om den globale økonomiske vækst og et tungt pres på de sydeuropæiske banker - med Italien i særligt fokus.

Fra makrofronten samlede onsdagens opmærksomhed sig om PMI- og ISM-tal fra USA, der i begge tilfælde overraskede positivt.

Indekset for indkøbschefernes tillid i servicesektoren, PMI Service, landede således på 51,4 i junis endelige opgørelse, mens økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News havde regnet med et niveau på 51,3.

Samtidig steg ISM-serviceindekset til 56,5 i juni mod økonomernes forventning om en fremgang til 53,3 fra 52,9 i maj.