Thrane & Thrane henter IT-profil som ny topchef

Walther Thygesen, administrerende direktør for Hewlett-Packard Danmark, er manden der skal realisere Thrane & Thranes store ambitioner efter den tidligere direktør blev kasseret. Opdateret 08.54

Det bliver en mand fra "egne rækker", nemlig bestyrelsesmedlem og adm. dierektør i HP Danmark, Walther Thygesen, der skal overtage topposten hos den danske producent af udstyr til satellitkommunikation.

Han tiltræder som ny adm. direktør den 1. september og stopper i den forbindelse i bestyrelsen.

Thrane & Thrane har de seneste par år leveret en række usammenhængende præstationer, hvor aktiekursen har været meget volatil som følge af de svingende resultater.

Det kostede i foråret adm. direktør Henrik Lunde jobbet, hvor bestyrelsesformand Waldemar Schmidt dog ikke mente, at det var skuffende resultater, der var udslagsgivende for, at man ville finde en ny topchef.

"Der er ikke et spørgsmål om, at vi vil have nogle ting strammet op i ledelsen. Vi har haft en god ledelse, der var god til at ledevirksomheden til det niveau, vi nu har nået. Men vi skal videre og er samtidig blevet en væsentlig større virksomhed og en mere kompleks virksomhed, derfor har vi vurderet, at der skal en ny ledelse ind," sagde Waldemar Schmidt dengang til Business.dk.

Stifter og ejer Lars Thrane fortsætter i virksomhedens ledelse - men referer til Walther Thygesen. Lars Thrane, som sad på toposten i en overgangsperiode, vil fremover fokusere mere på den teknologiske udvikling i virksomheden.