Thrane & Thrane 1. kvt.: Nera-købet giver omsætningsvækst

 

Thrane & Thrane fik en omsætning i regnskabsårets første kvartal på 251,4 mio. kr. mod 197,2 mio. kr. i samme periode året før. Fremgangen skyldes hovedsageligt overtagelsen af Nera SatCom i oktober 2006.

 

I fjerde kvartal af regnskabsåret 2006/07 og i 1. kvartal i indeværende regnskabsår havde Thrane & Thrane en stor ordreindgang.

 

- Eftersom vi ikke var i stand at øge produktionen tilstrækkeligt til at efterkomme denne efterspørgsel, medførte det en ordrebeholdning, der er væsentlig højere end på samme tidspunkt sidste år. Dette var særligt udtalt for det maritime område, og især inden for levering af radioudstyr, hvor vi blandt andet havde vanskeligt ved at følge med ordreindgangen på de nyudviklede håndholdte VHF-radioer. De udestående ordrer ventes leveret i indeværende kvartal. Med henblik på fremover at undgå tilsvarende situationer har vi øget vores lagre på hovedprodukter, således at en uventet stigning i efterspørgslen på disse produkter kan effektueres uden senere nedgang i leveringsevnen, skriver Thrane & Thrane.

 

Salget af terminaler steg med 26 pct. til 222,4 mio. kr. (176,8 mio. kr.), mens omsætningen inden for systemer steg med 43 pct. fra 20,3 mio. kr. til 29,0 mio. kr.

 

Vareforbruget var 145,1 mio. kr. (118,1 mio. kr.) svarende til 57,7 pct. af omsætningen (59,9 pct.). Et bedre produktmiks samt omkostningssynergier fra købet af Nera SatCom medvirkede til denne forbedring, forklarer Thrane & Thrane.

 

Udviklingsomkostninger steg 13,6 mio. kr. til 46,2 mio. kr. mod 32,6 mio. kr. året før.

 

Salgs- og distributionsomkostninger udgjorde 34,9 mio. kr. mod 21,2 mio. kr.

 

Resultat af primær drift blev 17,5 mio. kr. mod 12,1 mio. kr. året før.

 

Resultat før skat blev 11,2 mio. kr. mod 13,4 mio. kr., mens nettooverskuddet blev fordoblet til 18,7 mio. kr. fra 9,7 mio. kr.

 

Skatten blev en indtægt på 7,5 mio. kr., da den danske selskabsskat er nedsat fra 28 pct. til 25 pct., er skatten positivt påvirket med 9,6 mio. kr., da skatteværdien af den udskudte skat er faldet.

 

For regnskabsåret 2007/08 venter koncernen en omsætning på 1350 mio. kr. mod 1121 i 06/07 og en overskudsgrad på 15 pct. mod 12,1 pct. i 06/07.

 

# Første kvartalsregnskab - Thrane & Thrane:

 

Mio. kr. 1.kvt. 07/08 1.kvt. 06/07

 

---------------------------------------------------

 

Omsætning: 251,4 197,2

 

Driftsres. (EBIT): 17,5 12,1

 

Res. før skat: 11,2 13,4

 

Nettoresultat: 18,7 9,7

 

Egenkapital: 746 519

 

Balance: 1831 907

 

#

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )