Telia giver kortfattet svar på shortsælgers beskyldninger

Teliasonera værdiger ikke torsdagens anklager fra den amerikanske hedgefond Muddy Waters et langt svar.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

Muddy Waters har i et åbent brev til Teliasoneras bestyrelse beskyldt selskabet for at holde på oplysninger om, hvor store bøder det svenske teleselskab risikerer at få for korrupte forretninger i Centralasien.

- Vi mener, at information bliver tilbageholdt for investorerne, som sammen med bestyrelsens og ledelsens beslutninger (eller mangel på samme) ville påvirke selskabets aktier og kreditvurdering, skriver Muddy Waters i en meddelelse og gør det samtidig klart, at den har satset på kursfald i den svensk-finske teleaktie.

Brevet har udløst en kraftig kursreaktion i Teliasonera, der en overgang faldt næsten 8 pct. i løbet af torsdag formiddag og meget af dagen har ligget godt 6 pct. lavere tæt på 41 svenske kr. på børsen i Stockholm.

- Teliasonera genkender ikke konklusionerne, lyder det i en kortfattet meddelelse torsdag eftermiddag fra teleselskabet.

- Som tidligere oplyst samarbejde Teliasonera fuldt ud om de igangværende undersøgelse i Sverige, Holland og USA. Teliasonera er så åben og gennemsigtig som muligt med hensyn til offentliggørelseskrav og undersøgelserne.

- Teliasonera har ikke modtaget nogen krav fra de amerikanske myndigheder. Først når og hvis der rejses krav, er det muligt at lave hensættelser i regnskaberne, skriver Teliasoneras bestyrelse, der også bemærker, at selskabet lever fuldt op til de internationale regnskabsstandarder.

Aktien i Teliasonera har efterfølgende rettet sig en anelse og ligger ved 14.45-tiden til et fald på 4,6 pct. i 41,36 svenske kr.

Teliasonera har flere gange været under beskydning for sine aktiviteter i Usbekistan. Der har blandt andet været rapporter om, at selskabet har betalt flere mia. svenske kr. til et skuffeselskab med forbindelser til Usbekistans diktatur.

Sagerne fik i sidste måned det svensk-finske selskab til at beslutte, at det vil skære ned på sine aktiviteter i Centralasien.