Tegn på fremgang i verdens næststørste økonomi sætter fart i aktiemarkedet

De asiatiske aktier starter april måned med store stigninger. Investorerne jubler over de seneste nøgletal, som indikerer fremgang i den kinesiske økonomi.

Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

Godmorgen,

Den nye uge er skudt i gang med stigninger i Asien og nye kursrekorder.

3 ting du skal vide, inden markedet åbner:

  1. De kinesiske fabrikker hiver nye ordrer hjem og ansætter folk igen. Aktiviteten i den kinesiske fremstillingsindustri var overraskende høj i marts, viser nye nøgletal. Den officielle PMI-aflæsning for fremstillingssektoren viser 50,5 i marts mod 49,2 i februar. Et tal over 50 indikerer vækst i forhold til måneden før. En privat PMI-måling fra Caixin, der er offentliggjort mandag morgen, er også overraskende positiv. Caixin-målingen viser, at kinesiske fabrikker ansætter flere medarbejdere for første gang i fem år. Ifølge nogle analytikere peger de seneste økonomiske nøgletal på, at Kinas økonomi har ramt bunden, og at væksten vil tage til i de kommende måneder. »Tallene styrker vores forventning om, at første kvartal var lavpunktet for kinesisk økonomi, og at vi vil se en gradvis bedring i løbet af 2019,« skriver Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar. Omvendt advarer andre om, at det er stadig er for tidligt at konkludere, at det går bedre i Kina. »Vi tror stadig, at væksten kan svækkes igen på kort sigt,« siger Julian Evans-Pritchard, der er økonom hos Capital Economics, til CNN Money.
  2. Nyhedsstrømmen er så positiv her til morgen, at de asiatiske aktier stiger med mere end 1,5 pct. i Japan, Hong Kong og Sydkorea. Opturen
    bygger oven på det største kvartalsvise fremskridt for asiatiske aktier siden 2012. Hos Danske Bank er man fortsat positiv på kinesiske aktier i år. »Med højere aktivitet i Kina og i verden i løbet af 2019 vil det også understøtte højere globale aktiemarkeder,« skriver Allan von Mehren.
  3. Investorerne vil nu fokusere på den næste fase af handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, som skal finde sted i Washington i denne uge, skriver seniormarkedsanalytiker hos Oanda, Jeffrey Halley, i en markedskommentar mandag morgen. Verdens næststørste økonomi er allerede begyndt at mærke konsekvenserne af USAs straftold på eksportvarer til Kina for 250 mia. dollar.

Virksomheder i fokus

  • Transportselskabet DSV har haft den store tegnebog fremme og har erhvervet den schweiziske konkurrent Panalpina for samlet 30,5 mia. kr. inklusive gæld. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse. Aktionærer, der ejer 69,9 pct. af aktierne i Panalpina, har udtrykt støtte til et tilbud. DSV smed 15. januar et tilbud på bordet på 26,5 mia. kr.
  • Santa Fe Group – resterne af det tidligere Østasiatiske Kompagni – havde tilbagegang over hele linjen i 2018. Det fremgår af selskabets regnskab, der er offentliggjort søndag. Rengskabet skulle have været offentliggjort torsdag.

Markederne lige nu

Asien
Hong Kongs Hang Seng: +1,7 pct.
Kinas Shanghai Composite: +2,3 pct.
Japans Nikkei 225: +1,6 pct.
Sydkoreas Kospi: +1,2 pct.

Europa (futures)
Euro Stoxx 50: +0,9 pct.
Tysklands DAX 30: +1,0 pct.
Storbritanniens FTSE 100: +0,3 pct.

USA (futures)
S&P 500: +0,7 pct.
Nasdaq: +1,0 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,7 pct