TDC og A.P. Møller trak ned

Flere af de øvrige aktiebørser i Europa fandt ellers de positive takter og fik vendt små minusser til plusser efter offentliggørelsen af en uventet stor stigning i den amerikanske forbrugertillid i december.

Herhjemme lukkede KFX-indekset 1,22 point (0,43 pct.) lavere i 285,34 - efter fald i A.P. Møller - Mærsk A og B på 400 kr. til henholdsvis kurs 44.500 og 45.000. Desuden lukkede TDC 5,25 kr. lavere i kurs 231,25, efter at TDC-topchef Henning Dyremose i et interview med dagbladet Børsen luftede muligheden for at finansiere yderligere opkøb ved at udstede aktier. Jyske Bank var med en stigning på 2 kr. til rekordkursen 206 blandt de positive islæt.

Blandt sidepapirerne besatte Columbus IT Partner med en stigning på 1,2 kr. (14 pct.) til kurs 9,6 for anden dag i træk førstepladsen over de relativt største stigninger. Aktien steg 1,8 kr. mandag, da Børsen skrev, at selskabet har fået en håndsrækning fra Microsoft i form af rabatter for 11 mio. kr. på indkøbt software og et ansvarligt lån på 15 mio. kr. Aktien er i løbet af de seneste fem børsdage steget hele 4,15 kr. svarende til 76 pct.

Ligesom A.P. Møller - Mærsk havde rederierne Norden, Torm og Orion det svært efter den senere tids fald i fragtraterne. Bl.a. er raterne for olietankskibe ud af den Persiske Golf faldet til det laveste niveau i mere end tre måneder. Norden faldt 64 kr. til kurs 2766, Torm lukkede 4,5 kr. lavere i kurs 225,5, og Orion endte 2 kr. lavere i kurs 75. Flere analytikere mener imidlertid, at fragtraterne kan stige i den kommende tid på grund af øget behov for transport af allehånde materialer og gods efter flodbølgekatastrofen i Asien.

DLH har solgt to ejendomme med en avance på 8 mio. kr., og koncernen opjusterer derfor forventningerne til 2004 tilsvarende til et resultat før skat på et niveau omkring 120 mio. kr. Aktien steg 1,5 kr. til kurs 391.

Også Hadsten Bank opjusterede forventningerne, idet banken nu regner med et 2004-resultat før skat på 28-30 mio. kr. mod tidligere 20-22 mio. kr. Hadsten Bank steg 30 kr. til kurs 840. RB-Børsen