TDC' easyMobile går i luften i Storbritannien

TDC's easyMobile lanceres nu i Storbritannien og bliver det første selskab i landet, som tilbyder mobiltelefoni til sine kunder uden krav om bindingsperiode. Det meddeler TDC. Salget er udelukkende baseret på web-salg og kerneydelsen i easyMobiles produkt er et enkelt, gennemskueligt og prisbilligt selvbetjeningskoncept, kombineret med ordentlig kundeservice. Storbritannien er det første europæiske land, hvor TDC under easy-navnet lancerer mobiltelefoni efter samme koncept som Telmore, der er 100 pct. ejet af TDC og opererer i Danmark. - Vi er meget glade for at være de første, der lancerer dette produkt i Storbritannien og venter stor interesse. Telmores erfaringer fra det danske marked viser, at mange kunder foretrækker et enkelt produkt, der er let at købe og administrere, og som samtidig tilbyder attraktive priser. Med vores 15 pence per minut og 5 pence for SMS, tilbyder vi en attraktiv og nem løsning for alle de kunder, der gerne vil have overblik over deres mobilforbrug, siger Frank Rasmussen, adm. direktør for easyMobile og stifter af Telmore. Briterne får dertil 40 pct. introduktionsrabat, når de tilmelder sig på hjemmesiden. Åbningspriserne bliver på 9 pence per minut hele døgnet og 3 pence per sendt SMS. Priserne gælder indenlandske opkald. Telmore, der blev lanceret i Danmark, fik i løbet af tre år 10 pct. af kunderne på det danske mobilmarked og blev derefter købt af TDC. Får TDC samme andel af de britiske marked, svarer det til en værdi af easyMobile alene i Storbritannien på 5,4 mia. kr. Det har Jyske Bank tidligere beregnet. - Opnår easyMobile en markedsandel på 10 pct. (svarende til Telmores markedsandel i Danmark), så vil alene værdien af den engelske satsning udgøre omkring 5,4 mia. kr., skrev Jyske Bank i en kommentar. Banken understregede dog, at længere bindingsperiode i England taler mod, at TDC kan opnå en tilsvarende markedsandel. TDC indgik i august en brand license aftale med easyGroup, der blandt andet har lavprisflyselskabet easyJet og er grundlagt af Stelios Haji-Ioannou. TDC kan på baggrund af den aftale under easy-navnet lancere mobiltelefoni efter samme koncept som Telmore i op til 12 europæiske lande. TDC har stiftet Telmore International Holding med det formål at administrere aktiviteten, oplyser telekoncernen. (RB-Børsen: Tlf: 33300335 Fax: 33937450 E-mail: redaktion@rb-borsen.dk)