TCM Group-ejer: Tiden er rigtig til at overveje exit-alternativer

Foto: Henning Bagger

Kapitalfonden IK Investment Partners sidder på 92,48 pct. af den samlede aktiekapitel i TCM Group, der blandt andet ejer Svane Køkkenet, men det ændrer sig, når selskabet går på børsen i løbet af november.

70 pct. af aktiekapitalen i køkkenproducenten, svarende til 7 mio. aktier, bliver udbudt i kursintervallet 90-105 kr. per aktie, og det er kapitalfondens aktier, som står for skud.

Det skyldes, at TCM Group har nået kapitalfondens mål hurtigere end ventet, siger Kristian Carlsson Kemppinen, der er partner i IK Investment Partners, til Ritzau Finans.

»TCM Group har nået, hvad vi satte os for, og derfor mener vi, at tiden er rigtig til at overveje forskellige exit-alternativer.«

»Selskabet har gjort det godt og formået at integrere opkøbet af Nettoline en smule hurtigere, end vi havde forventet, og når du lægger alt det sammen, har selskabet nået meget på en relativt kort periode,« siger Kristian Carlsson Kemppinen.

Partneren peger på, at IK Investment dog stadig vil være involveret i TCM Group efter børsnoteringen, selv om aktieandelen skrumper.

»Vi kan se mange fordele ved en potentiel børsnotering, og vi vil fortsætte som ejere. Vi sælger ikke alle vores aktier, men vi kan ikke sige, hvor stor vores andel vil være.«

»Vi fortsætter som aktive ejere. Den eneste forskel er, at vi ikke længere vil eje majoriteten af aktierne, men vi vil stadig repræsentere en af de største aktieejere i selskabet,« siger Kristian Carlsson Kemppinen.

Køkkenproducenten har modtaget tilsagn fra flere investeringsselskaber om at købe op til 3,5 mio. aktier i selskabet, hvilket svarer til halvdelen af det samlede udbud.

Direktionen og øvrige medarbejdere i TCM Group ejer de sidste 7,52 pct. af aktierne, og flere medlemmer af heraf har forud for udbuddet meddelt, at de vil købe flere aktier i køkkenkoncernen heriblandt administrerende direktør Ole Lund Andersen, der vil køber aktier for 1 mio. kr.

Første handelsdag for TCM Group-aktien ventes at være 24. november, men kan rykkes tilsvarende frem, hvis udbudsperioden lukker tidligere.

/ritzau/FINANS