Sydbank: Danske aktier stadig attraktive trods skuffende regnskabssæson

Foto: Phil Noble

A.P Møller-Mærsk fik skåret 7,1 pct. af sin markedsværdi efter sit regnskab for tredje kvartal, mens Vestas mistede hele 19,1 pct.

De store danske selskaber har stået i kø for at levere regnskaber, som var under markedets forventninger, men trods en skuffende regnskabssæson er de danske aktier stadig attraktive.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en analyse.

- Regnskabssæsonen udstillede, at forventningerne var for høje, og at visse industrier har det sværere end først forventet.

- Til gengæld førte den ikke bevis for, at de danske selskaber generelt taber afgørende konkurrencekraft. Det havde været mere bekymrende, vurderer Jacob Pedersen.

Sydbank fastholder derfor et grønt afkastbarometer for det danske aktiemarked, hvilket er den næsthøjeste anbefaling ud af fire mulige.

Aktieanalysechefen peger på, at de danske aktier stadig er attraktive, selv om de har noget at bevise i forventningerne til 2018, som offentliggøres i starten af næste år.

- Korrigeret for sektorsammensætning er de danske aktier prisfastsat stort set på linje med de (attraktive) europæiske, og med mere tilpasningsdygtige forretningsmodeller og førende produkter ser vi stadig de danske aktier som attraktive.

- Den skuffende regnskabssæson har dog skabt et lavere udgangspunkt og mange selskaber har noget at bevise, når 2018-prognoserne offentliggøres i januar-februar, skriver Jacob Pedersen.

Sydbank sænker sine forventninger til C25-indekset, som til december erstatter C20 Cap som det ledende indeks i Danmark, og ser nu indekset handle i niveauet 1075-1175 på et års tid.

C25-indekset handles onsdag i 1109,97 efter et fald på 0,5 pct.