Svensk krone styrket af statslig spekulation

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.
Læs mere
Fold sammen

Det svenske gældskontor, Riksgälden, som bestyrer den svenske statsgæld, udsendte fredag en pressemeddelelse, hvor det blev meddelt, at man vil optage en position i svenske kroner i en størrelsesorden på 7 mia.

- Det sker grundlæggende fordi gældskontoret mener, at den svenske krone lige nu handler på for svage niveauer. De ønsker derfor at have en mindre position i udenlandsk valuta og en større i svenske kroner, forklarer makroøkonom i Sydbank Søren V. Kristensen.

Det sker baseret på en forhåbning om, at den svenske krone vil blive styrket i den kommende tid. Statsgældskontoret spekulerer i udviklingen på den svenske krone.

Fredag blev den styrket fra et niveau omkring 0,7273 kr. for en svensk krone til over 0,7320 kr. - det højeste niveau siden 27. marts. Siden er den stabiliseret lige under 0,73-niveauet.

- Valutaspekulation er ikke et område man traditionelt ser statslige institutioner bevæge sig ud i, men gældskontoret gjorde faktisk det samme i 2009, da kronen sidst var meget svag. Dengang kunne Riksgälden høste en profit på hele 8 mia. svenske kroner, oplyser Søren V. Kristensen.

I praksis fungerer det her som decideret intervention i valutamarkedet og det er derfor svenske kroner er styrket.

- En intervention på 7 mia. svenske kroner er dog ikke overvældende stor, og det er nok mere signalet end størrelsen, der styrker den svenske krone netop nu, vurderer makroøkonomen.

Han finder det dog lidt besynderligt, at en statslig institution aktivt styrker den svenske krone, når den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, gennem flere år aktiv har kæmpet for at svække den svenske valuta.

/ritzau/FINANS