Svensk industrigigant falder på børsen efter blandet regnskab

Den svenske industrivirksomhed Atlas Copco, der konkurrerer med FLSmidth på visse områder, falder på børsen i Stockholm efter at have fremlagt et blandet regnskab for fjerde kvartal

Foto: JONATHAN NACKSTRAND. Den svenske industrivirksomhed Atlas Copco, der konkurrerer med FLSmidth på visse områder, falder på børsen i Stockholm efter at have fremlagt et blandet regnskab for fjerde kvartal
Læs mere
Fold sammen

I kvartalet omsatte Atlas Copco for 30,9 mia. svenske kr., hvilket var lidt bedre end de 30,76 mia. svenske kr., som analytikerne havde sat næsen op efter ifølge Bloomberg News.

Oveni havde selskabet i kvartalet ordrer for 30,4 mia. svenske kr., og det var helt som ventet blandt analytikerne.

»Efterspørgslen efter Atlas Copco's udstyr og services fortsatte på et højt niveau, og ordreindgangen steg sammenlignet med fjerde kvartal året før. Den største ordrevækst blev hentet hjem inden for mine- og pumpeudstyr,« skriver selskabet i regnskabet.

På driften var der imidlertid en skuffelse, da indtjeningen her lød på 6,23 mia. svenske kr. i fjerde kvartal. Det var under de 6,64 mia. svenske kr., som analytikerne regnede med.

Skuffelsen på driftsindtjeningen kan være en af årsagerne til, at investorerne fredag eftermiddag sender selskabets aktie ned med 1,4 pct. til 365,30 svenske kr.

I forhold til forventningerne til det nye regnskabsår venter Atlas Copco på kort sigt, at efterspørgslen efter selskabets løsninger vil forblive på sit nuværende høje niveau.