Sur start på amerikansk aktieuge

Efter sidste uges rekordhøst slår de amerikanske aktiemarkeder bak fra start mandag.

Læs mere
Fold sammen
Regnskabssæsonen nærmer sig sin slutning og sidste uges jobrapport kombineret med en forhøjet terrortrussel får investorer til at sælge ud. Berkshire Hathaway, Warren Buffetts investeringsselskab, gør dog sit til at modarbejde tendensen.

Fra start falder Dow Jones med 0,3 pct. mens S&P 500 og Nasdaq dykker 0,2 og 0,1 pct. Fredag skuffede jobrapporten for juli, hvilket sendte aktierne en smule op. Det skete, da en svag jobrapport styrker håbet om, at seddelpressen hos den amerikanske centralbank får lov til at rulle længere tid end ventet.

- Når markedet er steget så hurtigt, som det er, er der altid en bekymring for værdisætningerne. Men hvis man kigger på forventningerne til indtjeningen i de amerikanske selskaber, stemmer de overens med forventningen til den økonomiske vækst. Vi er ved at skifte mod cykliske kvalitetsaktier med stærke cash-flows, sagde strateg hos Beauclerc Advisory Services Anrew Popper til Bloomberg News forud for markedets åbning.

I det tunge Dow Jones-indeks falder 26 af 30 medlemmer. Der er tale om brede fald på omkring 0,3-0,5 pct.

Selskabsspecifikt sender investorerne aktierne i Warren Buffetts Berkshire Hathaway op med 0,9 pct. Regnskabet viste viste endnu en gang gode takter, da driftsresultatet steg til 2384 dollar per aktie mod ventet 2166 dollar per aktie.

Qualcomm, der sælger halvledere til mobiltelefoner, falder med 1,5 pct. til 65,78 dollar efter Piper Jaffray har sænket sin anbefaling til "neutral" fra "overweight". Piper Jaffray venter svagere efterspørgsel efter dyre smartphones.

/ritzau/FINANS