I morges var virksomheder, medier og lufthavne over hele verden ramt af et massivt IT-nedbrud. Mennesker i massevis var ude af stand til at arbejde, da computerskærme frøs fast med en blå skærm.
Pilen peger på selskabet CrowdStrike, der står bag et antivirusprogram, som Microsoft-brugere anvender, og det var her problemet lå.
Og nu reagerer markedet voldsomt på nedbruddet. Kort efter børsåbningen er CrowdStrike-aktien nede med cirka 15 procent.
I skrivende stund er den nede med 12 procent.
Det har været forventet, at aktien ville se et markant dyk, da den har handlet gevaldigt under værdi i formarkedet det meste af dagen.
Mens Crowdstrike daler massivt, vinder andre cybersikkerhedsaktier frem.
To af de fremtrædende vindere er: SentinelOne og Palo Alto Networks.
Hvad skete der?
Tidligt fredag morgen tikkede en ekstrem stor mængde meldinger ind fra ind- og udland om skærme, der ikke ville starte ovenpå en opdatering på diverse arbejdspladser.
Et IT-nedbrud var begyndt, og hurtigt blev det tydeligt, at det var verdensomspændende.
Lufthavne, supermarkeder, banker, medier og sundhedsvæsen verden over var påvirket under nedbruddet.
Ifølge it-sikkerhedsekspert Peter Kruse er it-nedbruddet i et omfang ikke set før:
»Det er noget af det største, vi nogensinde har set,« sagde han i et interview til Berlingske tidligere i dag.
Hen ad eftermiddagen meldte Crowdstrike ud, at de havde løst problemet, og at gendannelse af systemer var påbegyndt. Sådan lød det fra selskabets adminstrerende direktør George Kurtz ifølge Reuters.
Det kan dog tage noget tid, før nogle systemer er oppe igen, lød meldingen, og selskabet »prøver at finde ud af, hvor det er gået galt«.
Hvem er CrowdStrike?
Det amerikanske cybersikkerhedsfirma CrowdStrike leverer online sikkerhedsydelser og er kendt som en dominerende leverandør af software.
De står bag et antivirusprogram, som adskillige rundt omkring i verden bruger hver dag. Programmet hedder Falcon og registrer og blokerer hackingtrusler.
Og de omfattende problemer i dag skyldtes en »defekt fundet i en enkelt indholdsopdatering af dets software på Microsofts Windows-systemer«, har George Kurtz forklaret i et opslag på X.
Selskabets topchef understregede samtidig, at problemet ikke inkluderede MAC eller Linux, og at der ikke var tale om et cyberangreb.
CrowdStrike blev etableret i 2011 af George Kurtz, Dmitri Alperovitch og Gregg Marsto og har hovedkvarter i Austin, Texas.
Tilbage i 2019 skabte virksomheden overskrifter, det blev ansat til at undersøge bruddet på den demokratiske nationale konvention, skriver Forbes.
Samme år som den aftale landede virksomheden en børsnotering.
Crowdstrikes kundebase omfatter store organisationer, og den økonomiske effekt af nedbruddet i dag forventes at være »enorm«, beskriver Bloomberg.