Storprivatisering igen ramt af skandale

Den svenske finansministers sekretær trækker sig fra Nordens største privatisering.

Endnu et fremtrædende medlem af den svenske regerings privatiseringskommission er gået af.

Nordens største privatisering, som omfatter teleselskabet Telia og banken Nordea, er dermed igen ramt af en finansskandale.

Finansminister Mats Odells egen ministersekretær gik onsdag. Urban Funered var frem til marts i år ansat som chefjurist for investeringsbanken Carnegie, som i sidste uge forlangte, at bankens direktør gik af, og at hele bestyrelsen blev skiftet ud. Samtidig fik Carnegie en bøde på 50 millioner svenske kroner for »alvorlige brister i ledelsen og kontrollen af selskabets forretning«.

Direktør Stig Vilhelmson gik natten til fredag, og mandag i denne uge forlod hans forgænger, Karin Forseke, sin post som formand for privatiseringskommissionen, som skal sælge i alt seks selskaber, som centrum-højre-regeringen under statsminister Fredrik Reinfeldt vil ud af.

Det drejer sig om teleselskabet Telia, banken Nordea og producenten af Absolut vodka, Vin & Sprit, den skandinaviske OMX-børs, ejendomsfirmaet Vasakronan og boligfinansieringsselskabet SBAB. De ventes at indbringe Sverige 200 milliarder svenske kroner (næsten 160 milliarder danske).

Urban Funered blev 10. september ministersekretær. På dette tidspunkt rullede Carnegie-skandalen allerede. Han fortsætter nu som sagkyndig i Regeringskansliet.

Carnegie har samtidig trukket sig som statslig rådgiver i salget af OMX og SBAB. Der er endnu ikke udpeget en ny formand for privatiseringskommissionen.