Stor nedtur på vej på børsen? Nej, bare rolig

Hverken Danske Bank eller Jyske Bank tror på, at der er et fundamentalt stemningsskifte på vej blandt investorerne, selvom kredit-uroen sender negative bølger ind over børserne verden over.

Kan problemerne på det amerikanske subprime-marked være den begivenhed, der kickstarter en decideret nedtur på børserne verden over? Eller er der blot tale om nogle mindre bump på vejen, som på ingen måde kan rokke afgørende ved den positive stemning?

Spørger man Danske Bank og Jyske Bank, så er der ikke tale om fundamentalt stemningsskifte blandt investorerne. Slet ikke.

"Jeg tror ikke på, at det her er begyndelsen til en stor nedtur," siger aktiestrateg hos Jyske Bank, Per Hansen, til Business.dk.

"Hvorfor har vi set de negative udsving de seneste par uger? Er der svaghed i global økonomi? Er aktierne for dyre - og er porteføljerne fyldt op med for mange aktier? Nej, nej, nej, slet ikke. Men det er nu engang sådan, at vi skal mindes om, at der er en sammenhæng mellem risiko og afkast. Og så støder det sammen med, at der er nogle reelle udfordringer, specielt i den amerikanske boligøkonomi," siger Per Hansen og fortsætter.

"Så jo, der er reelle årsager til problemerne, men vi skal også huske på, at vi havde en stor korrektion i maj/juni sidste år og efterfølgende steg aktierne ganske dramatisk," siger Per Hansen.

Han bider mærke i, at der ikke kom nogen korrektion sidste efterår, fordi alle havde for få aktier, og alle ventede på, at aktierne dykkede lidt, så man kunne købe aktier. Så kom korrektionen i februar/marts i år, hvor aktierne igen mere end genvandt det tabte og igen en ny korrektion for et par måneder siden.

"Bl.a. det tyske DAX-indeks dykkede temmelig markant, men få dage efter lå det 1 pct. højere end før korrektionen. Som vi ser det, så er prisfastsættelsen meget rimelig, ligesom vækstudsigterne fortsat er meget fornuftige. Så vi forventer fortsat, at aktierne ultimo året ligger marginalt højere end i dag, men vi skal vænne os til, at aktierne vil stige proportionelt med virksomhedernes indtjening. Årlige afkast på 20-25 pct. det er slut, men 6-8 pct. årlige stigninger tilsat en risikopræmie, det er der, vi skal ligge," siger Per Hansen.

Heller ikke Mads Zink, chef for sales trading i Danske Markets, ser en forestående nedtur lige om hjørnet i kølvandet af problemerne på set sekundære lånemarked i USA.

"Ikke meget tyder på at vi står over for et stemningsskifte nu. Vi i år set 3-4 af disse mini korrektioner, hvor det hele har set meget negativt ud, men hver gang har markederne genvundet det tabte i løbet af en relativ kort periode. Det svinger meget hurtigt rundt," siger han til Business.dk.

"Markedet er gået lidt i "range trading" og vi tror ikke, at vi vil se en egentlig klar retning resten af året. Det vil fortsætte med at bølge meget frem og tilbage," siger Mads Zink.

"Nervøsiteten i markedet er ikke selskabsspecifik, og vi kan godt leve, at det er subprime-lånene, der giver usikkerhed i markedene her og nu. Men når det er sagt, så vil det være negativt, hvis problemerne breder sig til mere "sunde" områder af kreditmarkedet," siger han.