Stemningen forbedret efter børsåbning

A.P. Møller - Mærsk rettede sig op på børsen efter en start med tab. C20-indekset stiger.

Læs mere
Fold sammen
A.P. Møller - Mærsk ligger nu i plus efter at have ligget med kursfald på mere end 3 pct. Det sker efter selskabets halvårsregnskab, hvor koncernen venter, at resultatet i 2. halvår vil være på niveau med resultatet i det grimme 1. halvår. Koncernen fik et tab på 3,02 mia. kr. efter skat i 1. halvår. A.P. Møller - Mærsks omsætning faldt til 127,39 mia. kr. fra 148,37 mia. kr. Indtjeningen før af- og nedskrivninger dykkede 41 pct. til 23,73 mia. kr. i 1. halvår. Det pointeres at er betydelig usikkerhed knyttet til forventningerne for resten af 2009. Koncernchef, Nils Smedegaard Andersen, udtalte til RB-Børsen, at containerrater er bundet ud på historisk lave niveauer i maj-juni.

Danske Bank imponerer igen i dag, og fredag morgen stiger aktien 3,3 pct. til 135,0. Det sker efter en længere periode, hvor bankens aktier er kørte stærkere end de fleste af konkurrenternes. Nordea åbner 1,0 pct. højere i kurs 51,5.

D/S Norden falder 0,3 pct. til kurs 186,5. De asiatiske tørlastkonkurrenter endte med solide fald fredag morgen. Tørlastraterne dykkede torsdag med 3,1 pct. og er dermed faldet med 8,7 pct. Japanske Mitsui OSK Lines, som er verdens største tørlastrederi, faldt 2,5 pct., mens den sydkoreanske gigant STX Pan Ocean dykkede 4,2 pct. de seneste tre handelsdage. Japanske Kawasaki Kisen Kaisha faldt 2,6 pct., efter at finanshuset Mizuho Securities har sænket sin anbefaling på aktien til hold fra køb.

William Demant stiger 1,1 pct. til kurs 311,5. Det amerikanske finanshus Goldman Sachs har hævet sin anbefaling på William Demant-aktien til "Neutral" fra "Sælg", idet indtjeningsmarginalen i regnskabspræsentationen fra første halvår var imponerende og virker til at kunne fastholdes. I modsat retning trækker meldingerne fra SEB, som sænker sin anbefaling til "Sælg" fra "Hold", mens kursmålet hæves en anelse til 275 kr. fra 260 kr. pr. aktie grundet en fundamental holdningsændring til William Demant, som torsdag faldt 2,2 pct. til kurs 308.

RB-Børsen