Steen Bryde får næse af fondsbørsen

Nordic Tankers daværende bestyrelsesformand og nuværende administrerende direktør, Steen Bryde, udtalte sig til pressen om selskabets strategi inden den blev offentliggjort via fondsbørsen og det gav tirsdag en næse fra fondsbørsen, for det må man ikke i henhold til regler for udstedere af aktier på fondsbørsen.

Det fremgik således, at bestyrelsesformanden ville sælge alle selskabets aktiver og udlodde pengene til aktionærerne. Såfremt der var sandhed bag udtalelserne, ville der være tale om en ny strategi i selskabet.

- Den seneste selskabsmeddelelse, hvori selskabets strategi var omtalt, var selskabets halvårsrapport. Strategien, som var præsenteret i halvårsrapporten, omfattede salg af aktiverne i nærmere defineret segment og videre drift af de resterende segmenter med aktiver, skriver fondsbørsen.

Nordic Tankers offentliggjorde nogle uger senere en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, der bekræftede formandens udtalelser. Det fremgik af meddelelsen, at selskabets strategi var at sikre selskabets aktionærer maksimal værdiskabelse, og at selskabet dermed ventede over en periode på omkring et år at realisere selskabets aktiver og udlodde udbyttet til aktionærerne. Det fremgik også, at bestyrelsen på den baggrund havde påbegyndt en realisering af aktiverne.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )