Statoil får mere fra mindre og sparer 1 mia. dollar på investeringerne

Foto: Ints Kalnins

Statoil skærer 1 mia. dollar (6,3 mia. kr.) fra investeringerne i år og regner nu kun med at spendere omkring 10 mia. dollar (63 mia. kr.).

Det fremgår af olieselskabets regnskab for tredje kvartal af 2017.

Årsagen er, at den norske oliekæmpe får mere ud af hver dollar.

»Det er et resultat af hårdt arbejde fra organisationen i nært samarbejde med vores leverandører og partnere samt streng kapitaldisciplin. Vi får mere for mindre,« udtaler Statoil-topchef Eldar Sætre i regnskabet.

Det er blandt andet på det store Johan Sverdrup-oliefelt, hvor Maersk Oil er partner, at Statoil er lykkedes med at sænke budgettet for udviklingsplanerne.

Selve tredje kvartal gav et justeret driftsresultat på 2346 mio. dollar (14,8 mia. kr.), hvilket var næsten præcis 100 mio. dollar under det estimerede resultat ifølge Inquiry Financial.

/ritzau/FINANS